Hjælp dine børn og børnebørn med at styre uden om risikable aktietips

Ida Marie Moesby Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom i Nordea

De er unge, de er rige, og de har tusindvis af følgere på Instagram. Her deler de gavmildt ud af investeringsråd, der lover guld og grønne skove til andre unge: Hvis bare de følger anbefalingerne, kan de også blive økonomisk uafhængige, inden de er fyldt 35 og nyde livet fra et luksushotel i Dubai med et Rolex-ur om håndleddet.

”Men virkeligheden er en by, der ligger langt væk fra Instagram og løfterne om at blive multimillionær, før man fylder 35 år. For der findes ikke en smart og risikofri vej til hurtig rigdom,” siger Ida Marie Moesby.

Risikable råd uden fagligt belæg

Ida Marie Moesby er forbrugerøkonom hos Nordea og har den seneste tid fulgt bekymret med i de såkaldte finfluenceres fremmarch på sociale medier; finansielle influencere, som er unge, der giver andre unge råd om investering i alt lige fra kryptovaluta over bitcoins til binære optioner.

For med one size fits all-råd fra selvudråbte eksperter, der ikke har nogen faglig erfaring med at investere og ikke fortæller, hvad de selv får ud af at give rådene, risikerer unge mennesker at tabe de penge, de kunne have sparet op eller investeret på en frugtbar måde

”Som ung studerende kan det være fristende at forsøge at finde en genvej til at få lidt flere penge. Men det kan koste dyrt blindt at følge de råd, der gives. Og dykker man lidt ned i forretningsmodellerne, blinker en række advarselslamper,” siger Ida Marie Moesby.

Herhjemme skal man være godkendt af Finanstilsynet for at kunne yde økonomisk rådgivning til private. Tilsynet stiller en lang række krav – eksempelvis skal den finansielle rådgivning være i kundens egen interesse, og rådgiveren skal kende kundens økonomi for at måtte anbefale investeringer. Desuden skal det klart fremgå, hvor meget kunden betaler for rådgivningen, og hvilken risiko investeringen er forbundet med.

”Men der føres ikke tilsyn med dem, der giver investeringsanbefalinger på nettet og de sociale medier, hvilket selvfølgelig er dybt problematisk. For med one size fits all-råd fra selvudråbte eksperter, der ikke har nogen faglig erfaring med at investere og ikke fortæller, hvad de selv får ud af at give rådene, risikerer unge mennesker at tabe de penge, de kunne have sparet op eller investeret på en frugtbar måde. Og dermed risikerer de at miste vigtige penge, som kunne have været gode byggesten til deres fremtidige økonomiske liv,” siger Ida Marie Moesby.

Det skal du huske, når du eller din familie støder på finfluencernes investeringsråd på nettet

  • Hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det nok også tilfældet. Så husk den sunde skepsis – og vær særligt opmærksom på svindel. Hvis du fx bliver lovet ”et højt afkast uden risiko”, så er det svindel, for det findes ikke.
     
  • Undersøg om finfluencerne har den rette faglige baggrund og nødvendige ekspertviden til at give dig investeringsråd. I Danmark skal man være godkendt som finansiel rådgiver af Finanstilsynet for at måtte yde økonomisk rådgivning om enkeltpersoners konkrete økonomi.
     
  • Vær opmærksom på, hvad finfluencernes motiv er: Hvem bliver de betalt af? Får de penge for at henvise til en handelsplatform? Og har de selv den aktie, de anbefaler, så de selv tjener penge på, at andre også køber den?
  • Fortæl andre om faldgruberne. Det er positivt, hvis flere unge kommer i gang med at investere, men det skal være klart, hvad baggrunden er for at give rådene, hvad det koster, og hvilken risiko du løber.

Området er som det vilde vesten

Finfluencerne kender ikke noget til målgruppens økonomi, men deler i stedet ud af generelle investeringsråd. Det er problematisk, fordi det er helt individuelt, hvad det vil være godt at investere i. Det afhænger af ens risikoappetit (hvor stor en risiko man er villig til at løbe med sine penge), tidshorisont (hvornår man skal bruge de investerede penge) og økonomiske livssituation (hvordan ens generelle økonomi ser ud). Desuden oplyser finfluencerne ikke noget om risikoen forbundet med deres anbefalinger. Det er særligt problematisk, fordi mange af dem opfordrer til meget risikofyldte investeringer som bitcoins, kryptovaluta og binære optioner – fx har Finanstilsynet forbudt markedsføring og handel med sidstnævnte i Danmark. De fortæller heller ikke noget om, hvad de selv får ud af at anbefale de konkrete investeringer, og om de tjener penge på at henvise forbrugerne til deres investeringsunivers.

”Det lugter af ulovligt pyramidespil, hvor nogle af de danske finfluencere får provision for at få nye investorer med om bord. Og så er dét, der på overfladen ligner lødig finansiel rådgivning, pludselig det vilde vesten,” siger Ida Marie Moesby.

Har du erfaring med finfluencere?

Hvis du selv, dit barn eller barnebarn har erfaring med finflucencere, som du vil dele, så skriv til Ida Marie Moesby på ida.marie.moesby@nordea.dk 

 

Uprofessionelle lykkeriddere

Hun har undersøgt finfluencernes forretningsmodeller og må konkludere, at det er meget svært at gennemskue, hvad de lukrative koncepter egentlig går ud på. Man køber adgang til en digital platform, der er ejet af en virksomhed med hovedsæde i USA og med europæisk kontor i Irland. Her kan man læse forskelligt undervisningsmateriale og generelle investeringsråd. Men for at få adgang til mere viden, skal man betale flere penge.

”Og de råd, man ender med at få, er råd, man selv kunne have googlet. Så i værste fald risikerer unge danskere at blive svindlet. Eller at få dårlige råd, som de mister penge på. Én ting er, at der skal knokles for at få den opsparing tilbage, som man eventuelt har mistet. Men samtidig har man også mistet muligheden for at have haft sin opsparing investeret klogt i samme periode,” advarer Ida Marie Moesby, der opfordrer alle til at sprede ordet om de digitale uprofessionelle lykkeriddere.

”Sig videre til dine børn og børnebørn, at de skal være kritiske over for de investeringsråd, de møder på de sociale medier. For hvad er motivet for at give rådene? Og hvor meget bør man stole på, at den person, der giver rådene, har ekspertisen til at gøre det?”

Ida Marie Moesby understreger, at der også er dygtige og ordentlige finfluencere på de sociale medier, som giver gode, generelle råd og anbefalinger uden skjulte motiver og med alle de disclaimers, der bør følge med investeringsanbefalinger.

”Men det kan være svært at skelne skidt fra kanel, især som ung uden erfaring med de finansielle markeder,” siger hun.