Hvad vil du være, når du bliver gammel?

Ups! Tillad markedsføringscookies for at se indhold som dette fra Nordea

Det er svært nok at finde ud af, hvad man gerne vil være, når man bliver stor. Og når man så endelig er blevet det og har fået en god uddannelse, skal man også tage stilling til, hvordan man gerne vil have pensionsalderen skal være. For det er vigtigt at spare op til pension fra en tidlig alder.

”Hvis du er midt i 20’erne, så er der rigtig lang tid til pension. Livet er jo næsten kun lige begyndt, og det er svært at forestille sig selv som gammel. Men det er vigtigt, at man prøver alligevel, for man skal udnytte rentes rente-effekten. Sneboldeffekten, der betyder, at selv små beløb vokser til ganske meget på mange år,” siger Iben Blichfeldt, pensionsspecialist i Nordea.

Sidste frist for indbetaling til din pension i år er den 30. december

Så meget kan du indbetale på din pension i 2021:
Aldersopsparing: 5.400/52.400 kr.
Ratepension: 58.500 kr.
Livsvarig livrente: Intet loft

Læs mere om pension på nordea.dk/pension2021

Se på dine forældre

Iben anbefaler, at du starter med at se på dine forældre eller bedsteforældre. Hvordan lever de? Har de råd til et aktivt fritidsliv eller bremser økonomien? Vil du gerne have råd til mere?

”Spørg dig selv, hvad du kan lide i dag, og hvad du gerne vil lave i pensionsalderen. Kulturelle ting, rejser, fritidsaktiviteter, skiferie, jævnlig udskiftning af bilen, høj standard i boligen osv. Vil du gerne kunne invitere børn og børnebørn på en rejse en gang imellem? Det koster alt sammen penge, og folkepensionen rækker ikke langt. Grundbeløbet svarer nogenlunde til SU,” siger pensionseksperten.

"Udover grundbeløbet kan man få et pensionstillæg, men hvis man har indtægter udover folkepensionen, fx deltidsarbejde og løbende pensionsudbetalinger, så bliver det modregnet alt efter hvor meget det er. Men her er det værd at huske, at vi i de nærmeste årtier vil opleve store generationer af ældre, der går på pension, og det kan påvirke, hvor meget staten har råd til at betale i offentlig pension. Samtidig lever vi længere, så du skal regne med, at din pensionsalder bliver noget højere end dine forældres", afslutter Iben.

Er arbejdsmarkedspensionen nok til dig?

De fleste jobs har i dag via overenskomster tilknyttet en pensionsordning i forbindelse med ansættelsen. Dvs. det er en aftale mellem dig og din arbejdsgiver, at I begge betaler en vis procentdel af lønnen ind på en pensionsordning hver måned. Det varierer hvor meget, det er. Om det kan give dig den levestandard du ønsker som pensionist afhænger af de krav, du stiller og den løn, du får.

”Nogen indskyder måske 9 pct. af lønnen på pensionen via jobbet, nogen indskyder 18 pct. – det kan svinge ret meget. Det er vigtigt, at du ved nyt job lægger mærke til, hvor meget det er i dit tilfælde. Som udgangspunkt vil jeg altid anbefale at man ved siden af jobbets pensionsordning indskyder de 5.400 kr. årligt (2021) man må på en aldersopsparing - hvis den ikke allerede er udnyttet, for nogle jobordninger omfatter aldersopsparing. Du skal tage ansvar for dit ældre jeg. Du bestemmer, om det skal være en risiko eller en mulighed at blive gammel.”