Hvem kan træffe beslutninger på dine vegne, hvis uheldet er ude?

Tre gode grunde til at tegne en fremtidsfuldmagt:

  1. Dine pårørende kan træffe vigtige, økonomiske beslutninger på dine vegne, hvis uheldet er ude.
     
  2. Du bestemmer selv, hvem af dine pårørende, fremtidsfuldmagten skal gælde for, og du kan bestemme præcis hvilke beslutninger, der kan træffes på baggrund af din fremtidsfuldmagt.
     
  3. Du undgår værgemål og dermed en sagsbehandlingstid på mindst seks måneder, hvis uheldet er ude. Beslutningerne træffes meget hurtigere med en fremtidsfuldmagt.

70 pct. af danskerne over 18 år ved ikke, hvad en fremtidsfuldmagt er. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov foretog for Nordea i januar 2022. Undersøgelsen viser også, at kun 6 pct. har lavet en fremtidsfuldmagt. Det er ærgerligt, at fremtidsfuldmagter ikke er mere udbredte, for de kan være altafgørende, hvis uheldet er ude.

De færreste af os går og tænker på, hvad der ville ske, hvis vi eller vores nærmeste pludselig kom ud for en ulykke. Det er heller ikke noget, som vi bør bekymre os om hver dag. Men vi kan alle komme ud for at miste evnen til at tage vare på os selv og vores økonomi.

Har du tænkt over, hvem der kan træffe beslutninger på dine vegne, hvis uheldet er ude? Hvem ville du give ret til det?

Sådan laver du en fremtidsfuldmagt:

Du opretter og underskriver din fremtidsfuldmagt med NemID eller MitID digitalt på Tinglysningsrettens selvbetjeningsside. Når din fremtidsfuldmagt er underskrevet og indsendt, skal den godkendes ved en notar i byretten i din retskreds. Notaren skal godkende din fremtidsfuldmagt for at sikre, at du er ved dine fulde fem, og at andre ikke har lavet den på dine vegne. Din fremtidsfuldmagt er først gyldig, når du har været ved notaren. Husk billedlegitimation (fx pas eller kørekort). Hvis du ikke har mulighed for at tage til notaren, kan notaren komme hjem til dig, hvis du betaler for transporten.
Du kan læse mere og lave en fremtidsfuldmagt på Danmarks Domstoles hjemmeside her.

Som kunde i Nordea kan du få hjælp til juridiske dokumenter gennem Nordeas samarbejdspartner TestaViva. Du kan læse mere her.

Der findes desværre mange eksempler på, at mennesker har mistet evnen til at træffe beslutninger på egne vegne. Det kan fx være i forbindelse med trafikuheld, hjerneblødninger eller demens. Men de nærmeste pårørende kan ikke hjælpe med at træffe de vigtige beslutninger, hvis de ikke har fået tilladelse til det, før uheldet skete. Jeg hørte for nylig en tragisk historie om en familie, hvor manden var i gang med at sælge sit hus, fordi han skulle flytte på plejehjem. Manden bliver ramt af en hjerneblødning under salgsprocessen, og da køber er klar til at skrive under, er manden ude af stand til at underskrive kontrakten. Hans to voksne børn kan ikke hjælpe, fordi faderen ikke har nogen fremtidsfuldmagt, og derfor går hussalget i vasken.

Tag beslutningen i dag

Hvis du ikke tager stilling, inden uheldet er ude, får du tildelt en værge. Ulempen ved værgemål er, at sagsbehandlingstiden er lang. Men du kan faktisk allerede nu beslutte, hvem der skal kunne træffe beslutninger på dine vegne. 

Med en fremtidsfuldmagt kan du bestemme, hvem der kan repræsentere dig og handle på dine vegne, hvis du får brug for det. Fremtidsfuldmagten blev indført i 2017 for at hjælpe pårørende i de tilfælde, hvor en nær relation bliver fysisk eller mentalt svækket og ikke længere kan tage vare på egne økonomiske eller personlige forhold. Laver du en fremtidsfuldmagt, kan du bestemme, hvem du vil give denne ret til, og hvilke beslutninger de må træffe på dine vegne. Fremtidsfuldmagten er altså lidt som en slags testamente. Du er her bare stadig, men er ikke i stand til at tage de vigtige beslutninger selv. 
Når du har lavet en fremtidsfuldmagt, ligger den i Familieretshusets register og bliver kun aktiveret, hvis du får brug for den.

Jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at tage stilling og lave en fremtidsfuldmagt. Det koster 300 kr. i oprettelse plus et gebyr på ca. 1.000 kr., men den gælder, så længe du lever – eller indtil du eventuelt ændrer den. Hvis du har voksne børn eller forældre, som heller ikke har en fremtidsfuldmagt, så del denne artikel med dem og hjælp dem til også at tage stilling. Så er I sikrede i familien, hvis uheldet skulle være ude.