Hvorfor investere?
Når du investerer dine penge i stedet for at lade dem stå på en almindelig bankkonto, giver du dem mulighed for at vokse over tid. Selvom der altid er en risiko forbundet med investeringer, viser historien, at langsigtede investeringer generelt giver et bedre afkast end almindelige bankkonti.
Sådan kommer du i gang
1. Få styr på din økonomi først
Før du begynder at investere, er det vigtigt at have:
- En økonomisk buffer til uforudsete udgifter.
- Afviklet dyr gæld, for eksempel forbrugslån.
- Et månedligt budget og dermed et overblik over, hvor meget du kan investere.
2. Tid
Den del af din opsparing, du skal bruge inden for tre år, bør du ikke investere. Det skyldes, at risikoen for udsving i din investering er stor. Når du investerer, er tiden din bedste ven. Tid er også vigtigere end at tro, at man kan time sin investering og få en hurtig gevinst. Det er tæt på umuligt at ramme det præcise tidspunkt for, hvornår det er en god ide at begynde at investere. Men har du din investering i mange år, giver du den god tid til at vokse.
3. Risiko
Når du skal investere, skal du bestemme dig for, hvor meget risiko du ønsker at løbe. Man kan dele risiko op i flere kategorier for eksempel: Lav, middel, høj. Løb aldrig større risiko, end du har det godt med. Via Nordeas investeringsløsning Nora, kan du nemt blive guidet til, hvor meget risiko der passer netop til dig.
Du kan også altid bede om et møde i banken.
Køber du for eksempel kun aktier, tager du en høj risiko. Jo flere obligationer du tilføjer, jo mere sænker du din risiko. En tommelfingerregel for en middel risiko er 50 pct. aktier og 50 pct. obligationer.
4. Start enkelt
Begynd med et mindre beløb. Du kan enten etablere en månedsopsparing (helt ned til 100 kroner), som er en opsparing, hvor pengene bliver investeret. Eller du kan købe værdipapirer for et bestemt beløb.
5. Hvad skal jeg investere i?
Det er selvfølgelig meget individuelt, men du kan overveje at købe investeringsforeninger (også kaldet fonde), som giver dig en god blanding af værdipapirer og er nemt for nybegyndere.
Husk, at investering er en langvarig aktivitet, og det er helt normalt at begå fejl undervejs. Det vigtigste er at komme i gang, lære af dine erfaringer og blive ved med at investere regelmæssigt.
God investeringslyst!
Her er en liste over begreber, som er gode at kende, når du skal investere:
Aktie
En aktie er en lille ejerandel af en virksomhed. Når du køber en aktie, bliver du medejer af virksomheden og har ret til en del af dens overskud. Aktiekursen stiger og falder afhængigt af, hvordan virksomheden klarer sig, og hvordan markedet vurderer virksomhedens fremtidsudsigter.
Obligation
En obligation er et gældsbevis, hvor du låner dine penge til eksempelvis en virksomhed eller en stat og får renter som betaling. Obligationer anses generelt for at være mindre risikofyldte end aktier.
Investeringsforening
En investeringsforening er en fond, hvor mange investorers penge samles, og der investeres i forskellige værdipapirer som aktier og obligationer. At købe en fond giver dig mulighed for at sprede dine investeringer selv med et mindre beløb. En professionel forvalter står for at købe og sælge værdipapirer i fonden og fordele fondens investeringer ud over forskellige lande og sektorer.
ETF (Exchange Traded Fund):
En ETF er en type fond, der handles på børsen ligesom aktier. ETF'er er ofte passive fonde, der følger et specifikt indeks, en sektor eller en råvare. ETF’er er populære, fordi pengene fordeles ud på mange forskellige virksomheder og sektorer samtidig med, at omkostningerne er lave.
Kurs
Prisen på et værdipapir på et givent tidspunkt.
Kurtage
En omkostning du betaler, når du køber eller sælger værdipapirer. Det kan være et fast beløb eller en procentdel af handelsbeløbet. Kurtage er en vigtig omkostning at være opmærksom på. Der er for eksempel forskel på, hvad det koster at handle en aktie og at handle en investeringsforening.
Depot
Et depot (også kaldet værdipapirdepot) er din "konto" til opbevaring af værdipapirer som aktier, obligationer og investeringsbeviser. Du skal have et depot for at kunne investere, og det oprettes nemt i din bank. Depoterne finder du under ”Opsparing og investering” i din net- og mobilbank i Nordea.
Portefølje
Din portefølje er samlingen af alle dine investeringer. For at mindske risikoen i porteføljen indeholder den typisk forskellige typer investeringer (aktier, obligationer, fonde) spredt over forskellige brancher og geografiske områder.
Risiko
Når man investerer påtager man sig en risiko. Både en risiko for at få et højt afkast og en risiko for at tabe penge. Generelt gælder det, at højere afkast følges af højere risiko. Aktier har typisk højere risiko end obligationer, men også større mulighed for afkast.
Afkast
Afkast er det, du tjener på din investering, udtrykt i procent eller kroner. Det kan komme fra kursstigninger (når værdien af dine investeringer stiger) og fra udbytte og renter. Det samlede afkast er den procentvise stigning i din investering over en given periode.
Udbytte
En del af virksomhedens overskud, som udbetales til aktionærerne.
Månedsopsparing
En månedsopsparing er en automatisk investering, hvor du hver måned investerer et fast beløb i udvalgte værdipapirer. Det giver dig mulighed for at investere regelmæssigt uden at skulle tænke over det. I Nordea kan du komme i gang for blot 100 kroner med investeringsløsningen Nora.
Aktiesparekonto
Aktiesparekonto er en særlig investeringskonto med en fordelagtig beskatning. Du kan investere op til et bestemt beløb (i 2025 er grænsen 166.200 kr.), og afkast beskattes med 17% af årets gevinst eller tab. Det er en fordel i forhold til almindelig aktiebeskatning, som er højere. Læs mere om aktiesparekonto her