Jo mere pensionstiden nærmer sig, jo større er usikkerheden også blevet for ægteparret Niels og Marianne Nielsen: Hvordan skal økonomien helt præcis skrues sammen, når arbejdslivet stopper, og hvad har de faktisk råd til?

”Selv om man godt ved, hvilke kasser der er at tage af, så ved man jo ikke præcist, hvad man får at gøre godt med. Derfor bad vi for to år siden om et møde i vores bank,” siger Marianne, der er 64 år og gift med 68-årige Niels.

Bliv klar over dine muligheder

Ægteparret har de sidste 45 år boet i ejerbolig i Mårslet syd for Aarhus – et ganske almindeligt parcelhus i et ganske almindelig parcelhuskvarter, som Niels formulerer det. Han har været kontoransat på et lager, mens Marianne har været butiksassistent. De har begge været omfattet af en obligatorisk arbejdsmarkedspension, dvs. indbetalt pension via deres arbejdsgiver.

”Vi er af den generation, der helst ikke skylde penge til nogen. Men vi var i tvivl om, hvorvidt vores økonomi kunne bære at udskyde udbetalingen af vores pension,” fortæller Niels.

Ved det første møde ridsede banken ægteparrets økonomiske muligheder op i store træk ud fra deres egne tanker om gæld og pension. Men derefter lagde Marianne og Niels planerne lidt på hylden, fordi der stadig var noget tid til, at de ville stoppe med at arbejde.

”Alligevel var det rigtig rart at få det første møde i hus, for så kunne informationerne ligge og boble lidt, indtil det blev mere aktuelt,” siger Marianne.

Huse i Danmark Inden Niels og Marianne lånte op i deres friværdi, havde de et billede af, at det er svært at få et lån, når man er holdt op med at arbejde. Derfor har det også været vigtigt for dem at sætte gang i processen i god tid.

Vær åben over for nye løsninger

Det tidspunkt kom i efteråret sidste år, hvor Niels gik på folkepension, og Marianne i løbet af de følgende måneder bestemte sig for at gå på tidlig pension til sommer. Så ægteparret bad om endnu et møde i banken.

”Da vi gik ind til det andet møde, var vi stadig meget konservative omkring at låne penge. Men bankrådgiveren mente alligevel, at vi skulle prøve at få både en pensions- og en investeringsrådgiver med til mødet, og det viste sig at være rigtig godt for os,” siger Niels.

På mødet gennemgik rådgiverne hele ægteparrets økonomi og fremlagde forskellige scenarier – både med og uden lån i husets friværdi.

”De viste os, hvad de forskellige scenarier ville betyde 20-30 år frem i tiden, og det fik os til at se anderledes på vores økonomi. Vi fandt nemlig ud af, at vores pensioner ikke var nok til at opretholde den levestandard, vi har nu – ikke engang de første 10 år. Så de tal, der blev lagt på bordet, overbeviste os om, at det faktisk var en god ide at spise lidt af vores mursten,” siger Niels.

Få vished og tryghed

Derfor valgte Niels og Marianne at låne op i boligen, så de i dag kender deres økonomi langt frem i tiden. De ved, at de har råd til at leve, som de plejer – og at de også har mulighed for at få nogle gode oplevelser med deres tre børn og syv børnebørn i alderen 0 til 16 år.

”Det giver glæde og tryghed, at vi kan se frem til en god alderdom, hvor vi ikke skal spinke og spare og kan få oplevelser med vores familie. Det betyder rigtig meget for os. Så vi har ro på bagsmækken, og vi har bestemt ikke fortrudt noget, selvom vi for to år siden havde en helt anden opfattelse af, hvilken vej vi skulle gå,” siger Niels.

Vær i god tid

Han anbefaler, at man har en klar plan for sine penge, for den rigtige løsning afhænger helt af, hvad man gerne vil bruge sine penge på – og hvornår. Men uanset hvad, er det værd at overveje at spise af murstenene, før de spiser dig.

”Når man går på pension, kigger man ind i 20-25 år uden den helt store indtægt. I nutidens Danmark kan man ikke rokke meget med ørerne, hvis man ikke har en opsparing ved siden af sin almindelige pension. Så hvis man har en opsparing i sit hus, kan det være en god  ide at trække nogle af pengene ud, så man er sikker på, at man kan klare sig i hele sin alderdom. Og skal man ikke bruge pengene lige nu og her, kan man investere dem. For værdipapirer og aktier kan man altid realisere, men det er ikke sikkert, man altid kan få et lån,” siger Niels, der sammen med Marianne stadig glæder sig over, at de fik øje på, hvor god en ide det er for dem at få brugt noget af den friværdi, de gennem livet har sparet op i deres hus.

Se Nordeas anbefalinger til, hvornår du bør investere, og hvornår du bør spare op

”Derfor vil jeg også opfordre andre til at komme i gang og ikke udskyde snakken om pension og økonomi. For det tager lidt tid at få det hele på plads, og det er kun en fordel af være i god tid,” siger Marianne.

Både hun og Niels ser frem til snart at skulle til tredje og sidste møde i banken, hvor det hele bliver aftalt, lukket og sat i gang.

Læs mere om, hvordan pensionister kan få mere ud af deres ejerbolig