Pas på indbrud i sommerferien

Der er desværre intet nyt under solen, når det kommer til sammenhængen mellem indbrud og sommerferie. Når vi låser hoveddøren og forlader hjemmet i sommermånederne, er der desværre en betydelig risiko for indbrud. Derfor har jeg i samarbejde med Topdanmark samlet nogle gode råd, der kan hjælpe med at minimere risikoen for indbrud i dit hjem.
Hver anden dansker forventer at pakke kufferten til en sommerferie i udlandet til sommer. Det viser en undersøgelse, som Dansk Erhverv har lavet i maj 2024. Men når vi forlader vores hjem, stiger risikoen for indbrud ligeså. Ifølge data fra Topdanmark var både juli og august de måneder i 2023, hvor deres kunder var ramt af næst flest og tredje flest indbrud.
Hvis du er en af de heldige, der pakker kufferten og rejser ud i verden her i sommermånederne, kan du med fordel læse om gode råd til betaling, forsikring og brug af mobilbanken i udlandet her.
Gode råd til dig, der drager på ferie til sommer:
- Fortæl naboerne, hvornår du ikke er hjemme, og spørg om de vil tømme din postkasse og bruge din skraldespand, hvis du er væk i længere tid.
- Kan tyven kigge ind i dit hjem, så lad det se beboet ud. Mange mennesker rydder pænt op, inden de tager hjemmefra – og det kan tyven se.
- Tjek dit hjem med ’tyvens briller på’ og gem værdifulde ting, så man ikke kan se dem udefra: dyre møbler, elektronik, kunst osv.
- Sæt timer på en række af dine lamper, så der ser beboet ud. Undgå at have udendørsbelysning tændt i dagtimerne, de det er et tegn på, at der ikke er nogen hjemme, og at du først kommer hjem, når det er mørkt.
- Begræns tyvens flugtveje både fra huset og grunden.
- Fortæl ikke på sociale medier, at du er væk hjemmefra – du kan altid lægge feriebillederne op, når du kommer hjem igen.
- Er der længere tid til du skal afsted, kan du med fordel sikre dine vinduer imod tyveri og installere en tyverialarm.
Kilde: Topdanmark & Nordea