Sådan påvirker krigen i Ukraine din pensionsopsparing

Nordeas pensionsekspert Iben Blichfeldt Nordeas pensionsekspert Iben Blichfeldt maner til ro og besindighed, hvis har investeret din pensionsopsparing.

Langt de fleste danskere har en privat- eller arbejdsgivertegnet pensionsopsparing, og rigtig mange har valgt at investere opsparingen for at stille sig selv bedst muligt, når tiden på arbejdsmarkedet er forbi. Derfor ser mange også med en vis nervøsitet på udsvingene på investeringsmarkederne her i kølvandet på invasionen af Ukraine, for de påvirker også pensionsopsparingerne.

- Jeg forstår godt, hvis man bliver usikker. Men det første, man skal tænke over, er, hvornår man skal på pension. Hvis der er mere end tre år til, at du skal på pension, bør du have is i maven og fortsat have din opsparing investeret. Det kan dog være en god anledning til at mærke efter, om du har den rette risikoprofil. Sover du fx ikke godt om natten, er det en god ide at få talt om din risikoprofil med din rådgiver, lyder det fra Nordeas pensionsekspert Iben Blichfeldt.

Hun  anbefaler også, at man ikke ændrer på sin investerede ratepension, hvis der stadig er længe til, at den er færdigudbetalt:

- En ratepension bliver udbetalt over minimum ti år, så får du endnu ikke udbetalinger fra den, eller er du lige begyndt at få den udbetalt, har du altså mange år til at indhente et eventuelt tab.

Hvis du er på vej på pension, kan du med fordel kigge på din samlede formue for at vurdere, om du bør ændre på den rækkefølge, du bruger dine penge.

- Har du opsparing på din konto, kan det være en fordel at bruge af den først og vente med at starte udbetaling fra dine pensioner. Men det vil altid komme an på, hvordan din økonomi er skruet sammen. Det er også værd at huske på, at folkepensionen og ATP ikke ændrer sig, selv om kurserne falder lige nu, så for mange pensionister er en væsentlig del af deres indkomst uændret, siger Iben.

Læs flere gode råd om pensionsopsparing i lyset af krigen her