Sådan spotter du kærlighedssvindel
Vores samfund er blevet langt mere digitalt end for år tilbage. Det ses blandt andet i måden, vi søger efter livets store kærlighed. For hvor vi før i tiden var nødt til at lede efter den eneste ene i den virkelige verden, så søger flere og flere i dag efter kærligheden på diverse digitale platforme. Men det er ikke kun den almindelige dansker, der orienterer sig mere digitalt – det gør svindlerne også.
Sådan beskytter du dig mod kærlighedssvindel:
- Vær forsigtig med, hvor mange personlige oplysninger du deler på sociale medier og datingsider.
- Vær skeptisk, hvis nogen nægter at foretage et videoopkald med dig.
- Lær de tidlige advarselstegn at kende, såsom hurtige kærlighedserklæringer, anmodninger om penge og undgåelse af personlige møder.
- Send aldrig penge til nogen, du ikke kender godt eller ikke har mødt. Hvis nogen beder dig om penge eller økonomisk hjælp, så stop op, og rådfør dig med en, du stoler på.
- Husk især, at hvis noget føles for godt til at være sandt, så er det sandsynligvis også tilfældet.
Den digitale agenda har fået svindlerne til at skabe et supervåben, der er svært at beskytte sig mod. Et supervåben, der kaldes for ”social engineering”. Her bruger svindlerne stærke følelser og overbevisende manipulation til at skabe en alternativ virkelighed, hvor deres ofre sidder fast i lang tid. Det kunne eksempelvis være kærlighedssvindel, hvor drømmen om lykke og kærlighed udnyttes til bedrageri og økonomisk vinding.
Nogle af de mest almindelige metoder til kærlighedssvindel er, når svindleren udgiver sig for at være en FN-soldat i krig, strandet på en boreplatform eller en kendt person. Svindleren er ofte velformuleret og skriver poetiske beskeder med løfter om kærlighed og samliv. Efter nogen tid har svindleren brug for økonomisk støtte til eksempelvis penge til medicin, som er strandet i tolden, at banken har indefrosset alle svindlerens penge, eller at et familiemedlem er i økonomiske problemer. Det drejer sig måske kun om små beløb i starten, men beløbene vil vokse sig større over tid. Det er også almindeligt, at svindleren forsøger at isolere offeret og beder dem om ikke at fortælle venner og familie om deres forhold. Uden hjælpsomme stemmer falder ofrene dybere ind i den sociale manipulation. Og når de efterhånden i stor stil har investeret både penge, tid og følelser, kan det være meget svært følelsesmæssigt at indse, at intet var virkeligt.
Kærlighedssvindel er en forbrydelse, som der er meget skam forbundet med. Offeret er ofte både økonomisk og følelsesmæssigt knust. Kærlighed er en af de stærkeste følelser, vi har, og nogle gange er den følelsesmæssige skade den sværeste. Derfor er det så vigtigt, at vi taler højt med hinanden om svindel, så vi sammen kan passe godt på os selv og vores nærmeste.