Når børn begynder at interessere sig for penge, åbner det en mulighed for at lære dem gode vaner. Men for at børn kan få et sundt forhold til økonomi, skal de først kende til, hvad penge er – og gerne selv prøve at bruge penge.
Et godt sted at starte er at vurdere, om dit barn er klar til at få lommepenge. Det varierer fra barn til barn, hvornår interessen opstår, men når den gør, kan du som forælder begynde at involvere barnet i dagligdagens økonomiske beslutninger. Det kan for eksempel være i supermarkedet, når bilen tankes – eller ved at sætte beløb i perspektiv til noget, barnet forstår.
Jeg startede selv mine børns læring om penge ved at bygge bro til noget, de kendte. Mine børn var som små vilde med Pokémonkort. De havde ingen idé om, hvad sådan en pakke kostede (ca. 50 kr.), men de begyndte så småt at forstå værdien af penge gennem sammenligninger. Når vi var ude at handle eller betalte for sommerens is, perspektiverede jeg det til Pokémonkort ved at fortælle, hvor mange pakker man kunne købe for samme beløb. Ikke for at give dem dårlig samvittighed, men for at skabe forståelse
Fra tom sparegris til stolt bamseeje: Når børn lærer pengenes værdi gennem egne valg
Når vi giver vores børn penge, skal vi også give dem lov til at bruge dem. Det er en vigtig del af læringen. Vi kan guide dem til gode vaner, men vi skal også give dem frihed til at træffe egne valg. Også selvom vi synes, at deres køb kan virke som brug af ”dumme penge”.
Min nevø på syv år besøgte mig i forleden. Med stor begejstring trak han en lille æske op af tasken og sagde: “Moster, vi skal åbne min Labubu-bamse sammen.” Med stor stolthed pakkede han sin nyindkøbte bamse ud – og han var lykkelig. På æsken så jeg prisen: 200 kr.
“Det er hele min sparegris, jeg har brugt,” sagde han med stolthed.
Han havde sparet op længe, og han var helt bevidst om, at sparegrisen nu var tom. Da jeg spurgte, hvordan det føltes at have sparet op til noget så længe, svarede han: “Fantastisk. Og nu skal jeg spare op igen.”
Bevidst forbrug danner sunde vaner
Pointen er klar: Når børn sparer op og bruger pengene på noget, de virkelig ønsker sig – uanset om det virker ufornuftigt for os voksne – så er det god læring. De lærer, at opsparing kan indfri drømme, og at man må starte forfra, når pengene er brugt. Det er en vigtig erfaring, som kan danne grundlag for sunde økonomiske vaner senere i livet.
Vi voksne bruger også “dumme penge” indimellem. Måske på en kaffe to-go, en dyr parkeringsbillet, takeaway, når vi har travlt eller en ny hudpleje, vi har set i en reklame. Det er ikke nødvendigvis dårlige valg, så længe der er styr på budgettet og opsparingen, som bør være fundamentet i ens privatøkonomi
Et godt fundament består af:
- Et realistisk budget
- En madkonto
- Opsparing – også til pension
- En rejsekonto
- Et rådighedsbeløb, som evt. kan struktureres efter behov (for eksempel tøj, fornøjelser)
Så længe der er styr på økonomien, er der også plads til de køb, der giver glæde – men som ikke nødvendigvis er fornuftige. Det er en vigtig balance at lære børn.
Så ja – lad børn bruge “dumme penge”. Det kan være en investering i gode minder, ansvarsfølelse og økonomisk forståelse.