Vi har fokus på klimaet, men vores køb af billige varer fra Kina boomer
Ni trin til at minimere dit klimaaftryk
Der er ingen tvivl om, at det er en jungle at finde rundt i, hvis du vil forbruge mere bæredygtigt uden at gå ned i levestandard. Men der ER ting, du kan gøre.
Jeg har lavet en 9-trins guide til dig, der gerne vil minimere dit forbrugs klimamæssige aftryk.
Listen er langtfra fyldestgørende, men du kan se den som en rettesnor.
- Undgå de kinesiske webshops, som myndighederne fraråder.
- Kig efter e-mærket, når du køber dine varer på nettet.
- Køb mindre. Det gælder både ift. at minimere sin madspild og ikke at købe flere varer end nødvendigt. På den måde kan du minimere dit forbrug.
- Vælg alternative transportformer til fly.
- Køb genbrug.
- Byt og lån det, du skal bruge.
- Køb lokalt producerede varer – det gælder især fødevarer.
- Køb mindre plastik.
- Brug penge på oplevelser frem for materielt forbrug.
Vi er meget tilbudsglade
På den ene side går vi op i, at de varer, vi køber, er produceret på en bæredygtig måde, hvor både hensyn til klimaet, miljøet og forhold for arbejdere der, hvor varerne bliver produceret, fylder. Derudover vil vi gerne købe økologiske varer og går generelt op i, at vores varer ikke er fyldt med skadelig kemi eller har sikkerhedsmæssige brister.
Men samtidig er vi et meget tilbudsglad folkefærd! Vi elsker gode tilbud og køber tonsvis af billige varer på kinesiske handelsplatforme såsom Temu og Wish.
Denne type dobbeltmoral er indkapslet i begrebet ’kognitiv dissonans’, som betyder, at der er forskel på, hvad vi siger, og hvad vi gør. Det er det samme der sker, når vi på den ene side prøver at minimere vores CO2-udslip og på den anden side køber en flybillet til et eksotisk sted, når vi skal på ferie.
Det er nemt at blive fristet
Når du klikker ind på fx Temu, bliver du budt velkommen af det, der ligner et virtuelt tivoli. På platformen bliver du mødt af lykkehjul, hvor du kan optjene point, jo mere du handler, og disse point kan veksles til ekstra rabatter på platformen.
Det i sig selv er jo en smart måde at fastholde os som kunder, for hvorfor skulle vi købe varer et andet sted, nu hvor vi har opsamlet point netop på denne webshop? Det taler lige ind til vores ønske om bekvemmelighed og stræben efter, at det gerne må være lidt let – og billigt.
Varerne overholder ikke danske krav
Danske forbrugere er glade for tilbud og rabatter, og specielt efter en længere periode med høj inflation og stigende priser, er vi blevet mere prisbevidste. Man kan sige, at vi har spændt den økonomiske livrem ind, men vi vil stadig gerne købe de varer, vi havde råd til førhen –nu prøver vi bare at se, om vi kan få dem billigere andetsteds.
Desuden regner vi ofte også med, at de varer, vi kan købe på det danske marked, overholder de gældende regler og standarder, som de skal. Men det er desværre ikke sikkert. For selvom vi har gode, forbrugerbeskyttende regler, både hvad angår markedsføring, sikkerhedsstandarder og tilsynsmyndigheder, så er det meget svært og ressourcekrævende at overvåge internethandelen af alverdens varer hele tiden. Derfor risikerer vi altså at få klikket nogle sundhedsskadelige produkter i kurven, som netop ikke er produceret efter danske regler og standarder.
Så populær er Temu
I den årlige e-handelsrapport fra Nets fremgår det, at hele ni pct. af os har handlet på en kinesisk webshop på hvilken som helst given måned.
Så vi danskere er tydeligvis ikke blevet helt afskrækket fra at handle på diverse kinesiske webshops som tidligere nævnte Alibaba, Wish og Temu.
Og det er på trods af, der har kørt flere negative og kristiske historier herom. Ritzau skriver, at dette næsten er en fordobling i forhold til den forrige rapport.
Der er politisk opmærksomhed på problematikken
Miljøminister Magnus Heunicke (S) opfordrede 5. maj 2024 danskerne til at undgå den kinesiske handelsplatform Temu, netop fordi der er mange eksempler på, at de produkter, der sælges på handelsplatformen, ikke overholder den lovgivning, vi har i EU.
Vi ser altså noget af et paradoks, når vi som forbrugere i stigende grad køber billige varer, som ikke overholder krav og lovgivning. Forbrugerrådet Tænk har i årtier arbejdet i forbrugernes tjeneste for at sikre, at det legetøj, vi fx giver til vores børn, ikke er farligt, og at de fødevarer, vi spiser, ikke er fyldt med skadelige stoffer. Politikerne og myndighederne både herhjemme og i EU har et ansvar ––for at sikre, at virksomhederne overholder lovgivningen. Men i sidste ende har vores handling som forbrugere også rigtig stor betydning. Så hvis vi ønsker sikre, sunde og bæredygtige produkter, skal vi også efterspørge og købe dem som forbrugere.
Principper er kun principper, hvis de engang imellem gør ondt at overholde. Hvis principper er gratis at efterleve, er det efter min mening ikke principper.