”Vi nyder at samle familien i sommerhuset”

Tags:
Bolig
Danmark

Helle og Steen Thychosen

I øjeblikket er der fuld blæs på sommerhussalget i Danmark, men det har der faktisk altid været for Helle og Steen Thychosen.

De købte deres første sommerhus i 1978 og har siden ejet i alt fem sommerhuse i forskellige egne af landet, som de både har brugt selv og lejet ud. Men for første gang har de nu to sommerhuse på én gang.

De ligger begge – med ét hus imellem – på Sommerstien i Høll ved Børkop; helt ude ved vandkanten.

”Vi har primært købt huset, så børnene kan bruge det. Vores eget sommerhus har kun fire sovepladser, men med to huse har vi mulighed for at være sammen, hvis vi har lyst og lade være, hvis vi ikke har,” forklarer Helle Thychosen.

Udsigt

Beliggenheden er væsentlig

Hun og ægtemanden Steen var kun 17 og 19 år, da de købte deres første sommerhus, fordi de flyttede til udlandet. Steen Thychosen er tidligere fodboldspiller og skulle spille i den tyske storklub, Borussia Mönchengladbach, og parret gerne ville have et sted at være, når de var hjemme i Danmark.

Sommerhuset, som lå i Pøt ved Juelsminde, solgte de efter 10 år, da de flyttede permanent hjem til Danmark. Siden købte de sommerhus i Hvide Sande, som primært skulle lejes ud og senere på Rømø, hvor planen var at være med familien.

”Men begge steder nåede vi til samme konklusion: At sommerhuset lå for langt væk, og vi ikke fik det brugt tilstrækkeligt,” forklarer Helle Thychosen.

Sommerhuset

Huset bliver brugt

”Vi nyder at samle familien i sommerhuset. Og i modsætning til tidligere så får vi huset brugt, og det gør børnene også med deres. Allerede i løbet af den måned, vi har haft det nye hus, kan vi se, hvordan de nyder at komme både alene, med kollegaer og med venner. Derfor er det heller ikke planen, at det skal udlejes, men det vil tiden vise,” siger Helle Thychosen, der ikke regner med at skulle købe flere sommerhuse.

”Jeg har joket med, at vi skal købe huset imellem vores sommerhuse og lave p-plads, men det, synes Steen, er en dårlig idé. Nej – spøg til side, så er to sommerhuse og ét hus nok,” siger hun.

Nye udlejningsregler for sommerhuse

  • Regeringen har lempet på reglerne for fradrag for udlejning af sommerhuse, så sommerhusejerne i år må tjene 60.000 kr. på udlejning, før der skal betales skat af lejeindtægterne.

  • Ud over bundfradraget på 60.000 kroner er der et skattefrit fradrag på 40%.

  • Det vil sige, at når bundfradraget er trukket fra lejeindtægten, kan der trækkes yderligere 40% fra den resterende lejeindtægt (husleje plus lejernes betaling for strøm, olie, telefon, m.m.).

  • Det beløb, der så er tilbage, efter man har fratrukket bundfradraget samt fradraget på yderligere 40%, beskattes som kapitalindkomst.