Når børnene flytter hjemmefra, står mange forældre tilbage med en særlig blanding af stolthed og savn. Bettina Loft Helms er bestemt også stolt. Men hun savner ikke at have sin 24-årige søn Frederik boende.
”For mig er det et succeskriterium, at mine børn har lyst til at komme ud at stå på egne ben. Det betyder meget for mig, at de bliver selvstændige og kan træffe deres egne beslutninger. Jeg flyttede selv hjemmefra, da jeg var 18, så jeg ved, hvor meget man lærer af at skulle finde ud af tingene selv,” siger Bettina Loft Helms.
Læs også Store økonomiske muligheder, når børnene flytter hjemmefra
Uproblematisk proces
Hun er gift med Preben Helms og sammen har de to børn. Frederik på 24, der flyttede hjemmefra, da han var 20, og så Rebecca, der er 19 år og stadig bor hjemme, mens hun gør gymnasiet færdigt. For begge forældre har Frederiks flytning været en uproblematisk proces, som blev indledt, da Frederik var otte måneder ved Livgarden lige efter gymnasiet.
”Det gav os en periode forud for, at han flyttede helt hjemmefra, hvor vi kunne vænne os til, at han ikke var så meget hjemme. Så da han kort tid efter værnepligten flyttede sammen med sin kæreste Julie, der læser medicin, var det et helt naturligt skridt,” fortæller Bettina Loft Helms.
Siden har Bettina med ro og stolthed iagttaget sin søn tage hul på sit nye liv og en masse selvstændige beslutninger: lærerstudiet, som han færdiggjorde sommeren 2025, en ny sportsgren og frivilligt arbejde.
”Der er ingen i familien, der er skolelærere, det har Frederik selv reflekteret over og bestemt sig for. Desuden har han efter mange år som svømmer kastet sig over fodbold og har også selv taget initiativ til en trænertjans og andre ting i en ny klub. Det glæder mig, for jeg vil rigtig gerne, at mine børn lærer noget på egen hånd, fordi det gør dem robuste til at møde livets uundgåelige op- og nedture,” siger Bettina Loft Helms.
Ny frihed – økonomisk og tidsmæssigt
Inden Frederik flyttede hjemmefra, frygtede Bettina at blive en curlingmor. Men Frederiks selvstændighed og hendes egne værdier har gjort den frygt til skamme.
”Jeg er ikke en mor, der kommer hjem og gør rent hos mine børn. Men det betyder noget for os, at de ikke tager studielån, hvis det kan undgås. Så vi har sagt, at Frederik måtte sige til, hvis han havde brug for at låne penge. Men det har han ikke haft behov for. Julie og han bor stadig i Julies andelsbolig og har planlagt bryllup næste sommer,” fortæller Bettina Loft Helms.
Til gengæld har Frederiks flytning åbnet op for nye måder at være både par og familie på.
”Det er på alle måder en ny frihed, økonomisk som tidsmæssigt. Den har vi brugt til at prøve forskellige ting af sammen og hver for sig – både som par og som familie,” siger Bettina Loft Helms.
Før i tiden brugte Bettina og Preben for eksempel meget tid på børnenes sport, og den tid har de vekslet til nye aktiviteter, der giver glæde og samhørighed for dem: De går på folkeuniversitetet, engagerer sig i personaleforeningerne på deres arbejde, træner sammen og går til flere kulturelle ting. De har bygget nye traditioner med venner, som de rejser og går i teateret med, og de har en madklub med forældre fra Frederiks folkeskoleklasse. Og så laver de også ting hver for sig; Bettina går i biografklub, mens Preben fortsat hjælper til med Rebeccas idræt.
Søskende er blevet tætte
Familien har også fået nye mønstre. For eksempel er Frederik stadig nogle gange med på sommerferie med det vennepar og deres børn, som familien altid har holdt ferie med.
”Flere af børnene har nået en alder, hvor de ikke altid er med på ferie. Så nu svinger ferierne mellem, at vi er 6 og 11 afsted, og alle varianter er dejlige. Samtidig oplever jeg også, at rollerne mellem vores børn ændrer sig i den her nye livsfase,” siger Bettina Loft Helms.
Med fem års aldersforskel har der været en årrække, hvor Frederik og Rebecca ikke havde så meget til fælles. Men efter at Frederik er flyttet, er de blevet mere tætte, selvom de ikke længere bor sammen.
”Da Rebecca for nylig var i Spanien på sprogrejse, var det Frederik, hun ringede til for at få råd undervejs.”
Trods mange (travle) kalendere, der skal koordineres, så lykkes det stadig at finde tid til aktiviteter, hvor de ses alle fem. Det kan for eksempel være forskellige motionsløb, besøg på julemarkeder, escape room eller julebagning med bedsteforældrene. Så selvom den årrække, hvor forældremøder, børnefødselsdage, hente og bringe fylder meget, er en fin periode, så er det her også en god tid, oplever Bettina Loft Helms.
”Som alt andet i livet består familielivet af forskellige faser. Dem har jeg forsøgt at arbejde med og ikke imod. Måske bliver det anderledes med Rebecca, fordi hun er den sidste. Men uanset hvordan det går, synes jeg stadig, at min vigtigste opgave er at sætte mine børn fri,” siger hun.