Vi mærker det alle sammen for tiden. Alt bliver bare dyrere og dyrere, og det er da også en kendsgerning, at inflationen er nået op på det højeste niveau siden 1980’erne. Ikke kun herhjemme, men i det meste af verden. Derfor er centralbankcheferne nu også begyndt at varsle en markant stramning af pengepolitikken for at bremse udviklingen, inden den kommer alt for godt i gang og bliver selvforstærkende. Konsekvensen er, at den næsten 10 år lange epoke med negative renter i euroområdet og en nærmest uendelig pengeudpumpning i verdensøkonomien nu endeligt lakker mod enden.

Det voldsomme prispres er en direkte konsekvens af pandemien og krigen i Ukraine, som har ført til nedbrud i de globale værdikæder, udtalt mangel på materialer og lange leveringstider samt ikke mindst en dramatisk stigning i energi- og råvarepriserne.

Den rekordhøje inflation vil uvægerligt føre til en afmatning i den økonomiske aktivitet, som kan blive forstærket af den varslede stramning af pengepolitikken. Mange frygter derfor en ny markant økonomisk nedtur, og at verdensøkonomien står over for en længere periode med stagflation altså økonomisk stagnation og høj inflation. Så galt behøver det ikke at gå, men ingredienserne er tilstede.

Sidst vi oplevede en periode med stagflation var i 1970’erne. Den blev efter en lang og sej genopretningspolitik afløst af en lang periode med økonomisk stabilitet, The Great Moderation, som begyndte i midten af 1980’erne. En periode, hvor også globaliseringen skulle spille en hovedrolle. Den kraftigt stigende handels- og investeringsaktivitet på tværs af landegrænserne, som fulgte murens fald og Kinas åbning mod vest, medførte nemlig enorme produktivitetsgevinster og øget velstand i hele verden gennem 1990’erne og begyndelsen af nullerne.

Men intet varer som bekendt evigt. I 2008 ramte finanskrisen og førte til en dyb global recession. I visse politiske kredse i de vestlige lande blev globaliseringen nu gjort til syndebuk for den høje arbejdsløshed, fordi mange jobs var blevet flyttet til lavtlønslande og de lokale arbejdsmarkeder var blevet åbnet for udlændinge. Det politiske stemningsskifte kom bl.a. til udtryk i form af stigende protektionisme og banede vejen for Donald Trump og hans ’America First´ politik samt Brexit. Andre steder som i Ungarn, Tyrkiet, Rusland og Kina styrkedes autokratiet på bekostning af demokratiet.

Og med den liberale verdensorden under pres blev også selve fundamentet for globaliseringen svækket. Faktisk toppede verdenshandlen som andel af verdens BNP allerede i 2013 og har siden udvist en svagt faldende tendens. Det er en udvikling, som sagtens kan blive forstærket af pandemien og krigen i Ukraine.