Empirien understøtter skraldeeffekten. Priserne stiger som regel. I følge Danmarks Statistik svarer 80 kr. i dag til 1 kr. i år 1900 målt i købekraft. Men der er selvfølgelig ingen regel uden undtagelse. Der har faktisk også været år med deflation, altså fald i forbrugerpriserne. Men de er få og fandt sted for længe siden. I mellemkrigsårene og umiddelbart efter afslutningen på hhv. 2. Verdenskrig og Koreakrigen. Sidstnævnte sluttede i 1953!

Inflation er altså det normale, og det er heldigvis sjældent, at den løber løbsk. Det sker typisk kun, hvis forsyningskæderne bryder sammen og der opstår mangelsituationer. Som da Yum Kippur-krigen udløste oliekrisen i 1973, eller omkring de to verdenskrige og Koreakrigen. Derfor burde vi heller ikke være overraskede over den høje inflation, som ramte os i kølvandet på pandemien og krigen i Ukraine. Det var faktisk lige efter lærebøgerne.

Det nye i forhold til tidligere er, at dyrtidsreguleringen er blevet afskaffet, at finanspolitikken er blevet mere ansvarlig og ikke mindst, at langt de fleste centralbanker er overgået til at styre pengepolitikken efter en inflationsmålsætning på 2%. Det var en direkte lære af de barske 70’ere og 80’ere. At centralbankerne tager deres mandat alvorligt ses af den historiske stramning af pengepolitikken over det seneste års tid. Derfor skal inflationen også nok falde meget hurtigere, end da jeg var ung.

For tiden er den endda på vej ned helt af sig selv. Der er ikke længere nogen forsyningsproblemer, transportomkostningerne er styrtdykket og det samme er råvare- og energipriserne. Det er den væsentligste årsag til, at inflationen herhjemme blev målt til blot 3,1% i juli. Til gengæld lå den såkaldte kerneinflation på 5,3%. Kerneinflationen er interessant, fordi den ser bort fra udviklingen i priserne på energi og uforarbejdede fødevarer, som kan svinge meget og midlertidigt, og derfor bedre giver udtryk for den underliggende inflation i samfundet. At den er høj for tiden, er dybest set udtryk for, at det oprindelige prispres fra stigningen i råvare- og energipriserne har spredt sig videre i økonomien, herunder til lønningerne. Derfor vil det tage længere tid end som så at få endeligt bugt med inflationen, selvom kursen er sat. 

Det samme gør sig gældende i euroområdet og USA. Det betyder imidlertid også, at det nok varer længe inden ECB og Fed lemper pengepolitikken. Arbejdsmarkederne er stærke, lønstigningstakten høj, krigen raser fortsat i Ukraine, spændingerne mellem USA og Kina er store, og der er risiko for, at energi- og råvarepriserne igen begynder at stige.

I det scenario vil centralbankerne ikke tage unødige chancer. Der er derfor ingen grund til at kalkulere med, at renten snart bliver sat ned, selvom inflationen har toppet for længst. For Danmarks vedkommende i oktober sidste år. Men det er værd at pointere, at fordi inflationen er faldet markant siden oktober sidste år, er det ikke ensbetydende med, at det er blevet billigere at være dansker. Tværtimod. Priserne stiger fortsat. Skralden drejer bare langsommere rundt. Til gengæld støjer den meget mindre!