Men selvom nøgletallene indikerer, at sandsynligheden for en blød landing i verdensøkonomien bliver større måned for måned, er der fortsat grund til at mane til forsigtighed. Det skyldes ikke mindst den spændte geopolitiske situation i Mellemøsten, ligesom der ikke er udsigt til en snarlig afslutning på Ruslands aggression mod Ukraine. Begge konflikter risikerer at føre til nye nedbrud i forsyningskæderne og puste til inflationen. Fragtraterne er allerede steget i kølvandet på angrebene på den internationale skibstrafik i Rødehavet, men situationen bliver langt mere alvorlig, hvis også energi- og fødevarepriserne rammes af store stigninger.

En mere konkret risiko for, at inflationen bliver svær at få endegyldigt bugt med, knytter sig til tidens høje lønstigninger. Noget som naturligvis har stor bevågenhed i centralbankerne og som er en primær årsag til, at den amerikanske forbundsbank, Fed, næppe kommer til at lempe pengepolitikken i det omfang, som ellers har været forventet på de finansielle markeder. Udviklingen i lønstigningstakten står også højt på dagsordenen på rentemøderne i ECB, og kan, hvis den ikke falder tilstrækkeligt, betyde, at også ECB vil være mere forsigtige med at sætte renten ned end ellers ventet.

Den bløde landing er altså ikke uden udfordringer for centralbankerne. Og måske betyder de stærke arbejdsmarkeder og økonomiernes generelle modstandskraft over for de markante pengepolitiske stramninger, at niveauet for den aktivitets-neutrale rente må revurderes. I de mange år, hvor inflationen var meget lav, var det opfattelsen, at renten skulle ligge tæt på eller måske endda under nul i euroområdet og kun lidt højere i USA. Nu tyder meget på, at niveauet er løftet betydeligt som følge af de stærke arbejdsmarkeder, de nærmest kronisk store offentlige budgetunderskud og det enorme investeringsbehov i den grønne og digitale omstilling samt forsvarsindustrien. Det betyder helt lavpraktisk, at nul-rente regimet hører fortiden til. Det gælder også herhjemme. Kun hvis verdensøkonomien kastes ud i en ny stor krise og/eller der kommer en periode med deflation, vil renterne igen kunne komme så langt ned.

Den ventede fremgang i verdenshandlen vil naturligvis også komme den lille åbne danske økonomi til gode, selvom handelsklimaet i almindelighed er forværret dramatisk siden de gyldne år under globaliseringen. Det skyldes bl.a., at Kina er blevet langt mere selvforsynende og at mange lande har slået ind på en mere protektionistisk kurs end før finanskrisen. Endelig betyder den nye geopolitiske realitet, at handel og investeringsaktivitet fremover i større udstrækning vil foregå med politisk allierede partnere af hensyn til forsyningssikkerheden.

Så selvom der altså nok er mere normale tider på vej, er det også klart, at det bliver under andre rammebetingelser end tidligere. Eller som statsminister Mette Frederiksen nærmest profetisk sagde det til os alle sammen i forbindelse med genåbningens fase to for godt fire år siden ’Intet bliver, som det var tidligere’.