"Der findes ikke noget i hele verden, der er mere sexet end denne her forretning"

Ejvind Pedersen "Vi har været i den cirkulære økonomi lang tid før det blev moderne," siger Ejvind Pedersen, direktør i Scanmetals, som han stiftede i 2011. I dag omsætter virksomheden for et trecifret millionbeløb og har fabrikker i Danmark, England og Tyskland.

Ejvind Pedersen har udviklet sin egen bæredygtige metode til at gøre skrald til værdifuldt metal. Før han stiftede succesfulde Scanmetals, måtte han dog opleve meget modgang.

Direktør Ejvind Pedersen står med sammenknebne øjne i den iskolde industrihal og nærstuderer det forbipasserende metal. Han gør en hurtig bevægelse, og løfter en lille uformelig klump op fra rullebåndet.

"Det her er sølv. Resten af det er kobber," siger han, og vifter med et lille stykke metal, der for det utrænede øje ikke skiller sig det mindste ud.

"Jeg har arbejdet med metaller, siden jeg var et par og tyve år gammel, så selvfølgelig har jeg en vis form for blik for det," fortæller direktøren for Scanmetals, der producerer genbrugsmetal med hovedsæde i Stillinge ved Slagelse.

Skaber guld af skrald

Ejvind Pedersen stiftede Scanmetals i 2011, og i dag omsætter virksomheden for et trecifret millionbeløb og har fabrikker i Danmark, England og Tyskland.

Succesen er den snart 69-årige iværksætter dog ikke kommet sovende til. For selvom Ejvind Pedersen i dag har skabt sig en formue på sin succesfulde metalvirksomhed, så har han også to konkurser på CV'et. Men Scanmetals har vist sig at være lykkens gang for den entreprenante sjællænder.

"Denne gang var timingen perfekt – det er den store forskel. Og det er ikke altid noget, du selv er herre over," siger han.

Forretningsgrundlaget for Scanmetals er at udvinde metaller fra slagger, der er det restprodukt, man står tilbage med, når man brænder affald på et forbrændingsanlæg.

Scanmetals er ikke den eneste virksomhed i verden, der gør det. Men det, der adskiller Ejvind Pedersens forretning fra konkurrenterne, er, at han har fået specialbygget en maskine, der kan udvinde metallet fra slaggerne på en mere bæredygtig måde. Det betyder, at han hverken skal bruge vand eller kemi i processen, og derudover kan maskinen finde metalstykker helt ned til 0,5 millimeter i slaggeret.

Udledningslette metaller

I industrihallen er der en infernalsk larm fra lastbiler og trucks, der sværmer omkring med slagger og metaller på den 16.000 kvadratmeter store fabrik.

"Vores produktion af aluminium bruger kun fire pct. af den mængde CO2, det kræver at lave nyt aluminium"
Ejvind Pedersen, direktør i scanmetals

Hvert år kan fabrikken i Slagelse udvinde 45.000 ton metal af slaggerne. Det drejer sig om en perlerække af metaller. Men primært aluminium, der pga. sin lethed, mange anvendelsesmuligheder, og fordi 'det kan genbruges igen og igen', er Ejvind Pedersens yndlingsmetal.

"Meget af det aluminium vi finder her på fabrikken, kommer fra madindpakning som f.eks. leverpostejsbakker, låg til yoghurt og remouladetuber. Når vi har renset det, er det lige så godt som nyt aluminium".

Produktion af ny aluminium er en ressourcetung proces. Det medfører således 85 kg restaffald for hvert kilo aluminium, der produceres. Derfor er genbrug af aluminium lig med en markant CO2-besparelse.

"Aluminium kommer fra bauxit (bjergart, red), som man udgraver. Bauxitten skal derefter varmes op til over 3200 grader, og derefter smeltes ned og formes. Vores produktion af aluminium bruger kun fire pct. af den mængde CO2, det kræver at lave nyt aluminium," siger Ejvind Pedersen.

Da der er stor efterspørgsel på sekundære metaller fra virksomheder, der gerne vil tilbyde bæredygtige versioner af deres produkter, er der i den grad gang i Ejvind Pedersens butik. Han leverer således – udover til indpakningsindustrien – blandt andet også til bil- og smykkeindustrien.

All in og konkurs

Indsigten i genanvendelse og metal har Ejvind Pedersen tilegnet sig gennem en lang karriere i udlandet. Således opbyggede han sin første formue under et 13-årigt ophold i Sydamerika, hvor han arbejdede med genbrug af metal hos Paul Bergsøe-koncernen.

Da Ejvind Pedersen i slutfirserne får nys om, at brug af øldåser er ved at blive lovliggjort i Danmark, flytter han hjem og investerer alt, hvad han ejer og kan låne sig til, i anlæggelsen af et smelteri til omsmeltning af øldåser.

Fabrikken til 55. mio. kr. står klar i Gørlev i slutningen af 1990. Men en ny regering lovgiver kort derefter imod 'miljøskadelige øldåser', hvilket trækker tæppet væk under Ejvind Pedersens forretningsidé.

Han omlægger produktionen, og med lodder og trisser kan han akkurat få det til at løbe rundt ved at smelte aluminiumsskrot og sælge det til svenske kunder. Men endnu engang er Ejvind Pedersen uheldig. Den 16. november 1992 devalueres den svenske krone fra 1,08 kr. til 0,70 kr., og faldet – der sker natten over – tager Ejvind Pedersen på sengen.

"Den nat tabte jeg over en million euro. Og så gik jeg konkurs."

40 år gammel var Ejvind Pedersen gået fallit. Familien måtte gå fra hus og hjem og sælge deres bil. Indledningsvis 'følte han afmagt', men han mistede ikke modet.

"Det kan godt være du går konkurs, men det er jo kun værdier, du taber. Livskvalitet behøver du ikke nødvendigvis at tabe, for der opstår jo andre positive ting i kølvandet," siger han.

Ejvind Pedersen begyndte at passe familiens børn, og han blev træner og formand i den lokale fodboldklub. Og de næste 10 år levede familien udelukkende af hans kones skolelærerløn.

I 00'erne begyndte Ejvind Pedersen dog så småt at arbejde med metal igen. Denne gang opkøbte han shredderaffald (produktionsaffald fra virksomheder der neddeler metalholdigt affald såsom biler, hårde hvidevarer mm., red.), og videresolgte metallet med en mindre fortjeneste.

Langsomt men støt voksede Ejvind Pedersens nye virksomhed sig større, og han begyndte at tjene flere penge. Men da den lige havde rundet tyve medarbejdere, skete der noget, de færreste havde forudset. Den 15. september 2008 indleverede Lehman Brothers en konkursbegæring, og krakket hos den internationale bank- og finanskoncern skabte en verdensomspændende økonomisk krise.

"Rustfrit stål lå vi normalt og solgte til 21 kr. kiloet. Få dage efter konkursen kunne vi end ikke få 3,5 kr. kiloet,” husker Ejvind Pedersen, der kort efter krakket selv gik konkurs og igen stod tilbage med tomme lommer.

Gravko Efter to konkurser fik Ejvind Pedersen i 2010 forretningsideen til Scanmetals, der udvinder metal fra slagger på en ny og bæredygtig måde.

En unik maskine

Det første spadestik til Scanmetals skete kort efter krisen. Familien levede på dette tidspunkt igen af fru Pedersens begrænsede løn som lærer. Ejvind Pedersen tjente ingenting. Til gengæld havde han tid til at tænke, og det fik ham på sporet af en innovativ idé.

"Jeg spurgte en udvikler, om det var muligt at bygge en maskine, der kunne bruge røntgenteknologi til at finde metal i slagger. Det var der aldrig nogen, der havde spurgt ham om før. På grund af krisen havde han så få opgaver, at han gik med til at forsøge at bygge en helt ny slags maskine til mig," fortæller Ejvind Pedersen.

Maskinen kom til at koste en halv bondegård, så Ejvind Pedersen havde kun råd til at leje den. Det vigtigste var dog, at den virkede. Dermed blev Scanmetals en realitet, og virksomheden begyndte fra 2010 at udvinde metal fra slagger på en ny og bæredygtig måde.

Nordea troede på forretningsidéen

Nordea hjælper virksomheder med den bæredygtige omstilling

Realkreditlån med grønt fokus: Lånet kan fx bruges til investering i klimavenlige bygninger, vedvarende energi eller økologisk landbrug

Leasing af elbiler med grønt fokus: Nordea finansierer 100 % eldrevne biler på en grøn finansiel leasingaftale. Udover at elbilen finansieres af en pulje med grønne obligationer, har leasingaftalen attraktive vilkår

Lån med et grønt fokus: Du kan f.eks. låne til

  • Vedvarende energi

  • Energiforbedring

  • Grønne bygninger

  • Bæredygtig anvendelse af naturressourcer

  • Kontrol og forebyggelse af forurening

  • Miljøvenlig transport

Scanmetals holdt på dette tidspunkt til i lejede lokaler ved Kalundborg. Det stod dog hurtigt klart for Ejvind Pedersen, at rammerne skulle udvides, hvis virksomhed skulle indfri sit potentiale.

For at finansiere driften fik han investorer ind fra Sverige og Tyskland. Men hvis en ny fabrik skulle blive en realitet, var han samtidig nødt til at optage et lån i banken. Med to konkurser på CV'et var Ejvind Pedersen dog på papiret ikke en decideret drømmekunde, da han kom med en forespørgsel om samarbejde til Nordea.

"Det er klart, at med det i bagagen, måtte vi være lidt ekstra agtpågivende. Så han skulle overbevise os lidt mere, end hvis han var kommet fra en succes," fortæller Klaus Kaltoft Olesen, erhvervsrådgiver i Nordea, der har rådgivet Ejvind Pedersen siden 2011.

"Vi kiggede på Scanmetals forretningsgrundlag, på de partnere Ejvind Pedersen havde ejermæssigt og hvilken sikkerhedsmæssig konstruktion, vi kunne lave omkring det. Det lykkedes at få et samarbejde op at køre, og det er da klart, at bæredygtighedselementet i forretningsgrundlaget var et stort plus."

Ekspansion over patent

Fabrikken i Stillinge stod klar i 2015 og markerede et vendepunkt for Scanmetals, der siden også har opført fabrikker i Birmingham, Bremen og senest i 2021 ved Stigsnæs ved Agersø Sund.

De senere år har sorte tal på bundlinjen og et tocifret millionoverskud vist, at det er en særdeles god forretning at udvinde genbrugsmetal fra slagger. Og Ejvind Pedersen er blevet kåret til 'årets iværksætter' i henholdsvis 2017 og 2019.

I en tid hvor efterspørgslen på bæredygtige produkter vokser, stiger efterspørgslen på sekundært metal i sådan en grad, at Scanmetals har svært ved at følge med. Og derfor er det er da også Ejvinds Pedersens ambition, at hans forretning skal ekspandere yderligere.

Men selvom teknologien bag Scanmetals er Ejvind Pedersens egen bedrift, så vil han hellere bruge tid på ekspansion end på patent.

"Jeg har simpelthen ikke tålmodighed til at søge patent. Og så kompliceret er den her teknologi altså heller ikke. Hvis man vil kopiere den, så kopierer man den. I stedet sørger vi for hele tiden at være 4-5 år foran alle vores konkurrenter," siger han.

For at holde sig teknologisk markedsledende reinvesterer Scanmetals i stedet hele overskuddet.

"Derudover har vi jo også banken med os. Derfor har vi mulighed for at gøre de ting, det kræver økonomisk for at være forrest i feltet. Hvis du ser regnskabet de sidste fem år, så er det fordoblet, fordoblet, fordoblet. Og det er jo fordi, vi investerer."

De nyere Scanmetals-fabrikker er af samme grund markant mere effektive end fabrikken i Stillinge, og allerede i år regner Ejvind Pedersen med at bygge en endnu mere effektiv fabrik i Spanien, der skal tage imod slagger fra hele Den Iberiske Halvø og Sydfrankrig.

Cirkularitet er sexet

Hvis vi kigger længere ud i horisonten end det indeværende kalenderår, så er det Ejvind Pedersens ambition, at Scanmetals inden 2025 skal ligge i top-100 over de største danske virksomheder.

Det der skal hjælpe til at opfylde denne ambition er, at Scanmetals på trods af sit industrielle udgangspunkt, ifølge Ejvind Pedersen, har en særlig x-faktor.

"Der findes ikke noget i hele verden, der er mere sexet end den her forretning. Det synes kunderne, det synes banken, og det synes investorerne. Vi har været i den cirkulære økonomi lang tid før det blev moderne," siger han og tilføjer:

"Vi er allerede så bæredygtige i Scanmetals, at det eneste vi skal gøre i for at blive helt CO2-neutrale, er at bygge en vindmølle, der dækker vores fabrikkers elforbrug. Og den vindmølle bygger vi i år."

Se, hvordan du kan sparre med Nordea om bæredygtighed og grønne lån.