Der er ingen tvivl om rigtigheden i, at Europa frigør sig af afhængigheden af russisk energi. Det blev faktisk besluttet allerede i marts umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine, hvor EU fremlagde sin store RePowerEU-plan, som inden for en relativ kort årrække skal sikre europæerne en både ren og stabil energiforsyning.

Men heller ikke den proces er uden problemer. Dels kræver den grønne omstilling kæmpeinvesteringer i industri og infrastruktur, som i lyset af den dramatiske stigning i renten bliver langt dyrere at finansiere end tidligere ventet. Dels er det usikkert, om de sjældne jordarter, som er helt nødvendige i den grønne omstilling, kan produceres i et tilstrækkeligt tempo til, at de ambitiøse klimamål kan blive indfriet. Alene magneterne til en elbil kræver således fem kg sjældne jordarter, hvilket med den nuværende produktionsteknologi betyder, at der skal brydes ca. 2,5 tons malm, ligesom der bruges mellem 15 og 240 kg sjældne jordarter til moderne vindmøller. Dertil kommer anvendelsen i fremtidens Smart Homes, i virksomhederne og sidst, men ikke mindst, i højteknologisk våbenisenkram, hvor de sjældne jordarter benyttes i alt fra jamming udstyr og droner til de mest avancerede luftværnsystemer og jagerfly. Et moderne F-35 kampfly indeholder således i omegnen af 415 kilo sjældne jordarter!

Og nu er det, at det rigtige problem kommer. For Kina, der som bekendt ikke har udråbt Rusland som en paria-stat, har nemlig nærmest monopol på produktionen af dem. Omkring 98% af EU's forbrug af sjældne jordarter stammer således fra Kina. Det er en afhængighed, som ikke er holdbar i en tid, hvor verdensordenen skælver. Den måske største strategiske udfordring for Europa og hele den vestlige verden er derfor over de kommende år at sikre sine ressourcer og udvikle egne produktionsfaciliteter samtidig med, at det pragmatiske forhold til Kina ikke må sættes over styr.

For det må ikke glemmes, at Kina tilbage i 2010 lukkede for salget af sjældne jordarter til Japan som led i den langvarige konflikt over Senkaku/Diaoyu-øerne i det Østkinesiske hav. En episode som blev fulgt op, da USA i 2012 åbnede sag mod Kina ved WTO’s domstol for lignede eksportrestriktioner. Sagen, som blev støttet af EU og Japan, fik medhold af domstolen og løst, men tvisten viser med al tydelighed, at adgangen til de kritisk vigtige sjældne jordarter ikke skal tages for givet. Og slet ikke i en situation, hvor verden er af lave. Europa viste sig naiv i forholdet til Rusland. Den fejltagelse må ikke gentages. For i givet fald risikerer vi både at sætte klimamålene og Vestens militærteknologiske overlegenhed, som vel ikke har været mere nødvendig nu end på noget andet tidspunkt siden afslutningen på den kolde krig, over styr. Og så ser fremtiden først for alvor sort ud.