Få fuldmagt til fremtiden

Tags:
Pension

Sådan opretter du en fremtidsfuldmagt

En fremtidsfuldmagt oprettes og underskrives digitalt på www.tinglysning.dk og vedkendes for en notar. Som kunde i Nordea kan du nemt sikre dig fremtidsfuldmagter og andre vigtige juridiske dokumenter. TestaViva og Nordea har indgået en partnerskabsaftale, hvor kunderne selv kan oprette dokumenter på TestaVivas digitale platform og efterfølgende få mulighed for juridisk rådgivning. Tal med din rådgiver om, hvordan du får adgang til TestaViva.

Det er ikke rart at se sine gamle forældre falde af på den. Der kommer ofte et tidspunkt, hvor de beder om hjælp til at klare pengesagerne og meget andet, når evnerne til selv at lave mad, gå på gaden og køre bil for længst er lagt på hylden. Har de ældre allerede sikret sig med fuldmagter i god tid, så du har juridisk papir på, at du kan hjælpe dem? Hvis ikke, er det på høje tid at overveje, hvordan du og dine forældre sikrer jer og har de rette dokumenter på plads i tide til den dag, hvor evnerne til at klare sig selv ikke længere rækker.

Desværre er der mange, som ikke ved, hvad en fremtidsfuldmagt er, få har skaffet sig en, og de fleste har misforstået, hvorfor man bør have en fuldmagt ’på lager’. En undersøgelse, som Nordea har fået udført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, viser, at mens halvdelen af alle danskere ved, hvad en fremtidsfuldmagt er, har kun 6 pct. sikret sig en. Siden 1. september 2017 har det ellers været lettere at gardere sig og sine interesser ved at oprette en fremtidsfuldmagt.

Fremtidsfuldmagten er smart

Livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer, skulle John Lennon engang have sagt. Og godt nok er livet uforudsigeligt, men med rettidig omhu og god planlægning kommer man længst. En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft engang ude i fremtiden, hvis man bliver syg eller svækket og mister evnen til at tage vare på sine økonomiske eller personlige forhold. Man kan give fremtidsfuldmagt til personer, som man selv udpeger, når ellers en række krav er opfyldt. Det gælder om at tænke på fremtiden, mens man er frisk. Fremtiden er andet end pension. Det er også de små eller store skavanker, som betyder, at nogle mister evnerne til at varetage deres egne interesser livet ud.

Når den dag kommer, hvor man må bede andre om hjælp, er man bedst stillet, hvis man kan trække på en fremtidsfuldmagt, som ligger klar til aktivering. Mange tænker, hvorfor det? De tror fejlagtigt, at man altid kan hjælpe sine gamle forældre eller sin ægtefælle, når det kniber. Men så nemt er det ikke. Selv om mange ved, hvad en fremtidsfuldmagt er, har de færreste forstået, at dokument gør en tung beslutning lettere og er nødvendigt, hvis man vil undgå alternativet: en værgemålssag hos Familieretshuset.

Der kommer en dag, hvor banken ikke længere vil acceptere, at dine forældre eksempelvis modtager hjælp fra dig til deres økonomi uden legitimation i form af en rigtig fuldmagt eller en værgebeskikkelse. Det kan også være, at dine forældre skal flytte, men ikke længere selv kan underskrive lejekontrakten, og måske skal deres bolig oven i købet sælges i forbindelse med flytningen. Så er der behov for en fuldmagt i rette tid.

Når man først erkender, at der er behov for en fuldmagt, er det som regel for sent at skaffe en selv. Så er hovedpersonen for syg, og man er henvist til at gå den slagne vej via sagsbehandling hos Familieretshuset. Det er alt andet lige mere opslidende, tidkrævende og unødvendigt ubehageligt for hovedpersonen, der ikke mere magter det hele. Mit bedste råd er at skaffe sig en fremtidsfuldmagt i tide. Det er rettidig omhu.