… men der følger et ansvar med

Men det kan også være ret udfordrende at flytte i bofællesskab: En undersøgelse af tre seniorbofællesskaber offentliggjort i juni i år viser, at det ikke altid er lykkedes lige godt at udvikle fællesskaber blandt beboerne i nye bofællesskaber. Ikke mindst fordi beboerne før indflytningen har haft forskellige forventninger til fællesskabet og derfor også oplever det forskelligt efter indflytningen. Så det gælder om at afklare forventningerne inden flytningen.

Der er mange typer seniorbofællesskaber, og det er vigtigt at huske, at fællesskaber altid vil være en subjektiv og flydende størrelse. Hvis et fællesskab skal fungere, er det næsten altid nødvendigt, at en gruppe påtager sig ansvaret for at sætte aktiviteter i gang og gennemføre faste traditioner som Sankt Hans, herrefrokoster, nytårskur. Vil du være med i det arbejde?

Før du flytter i bofællesskab, er det vigtigt, du tænker over, at et bofællesskab kun fungerer godt, hvis beboerne forstår at bidrage. Man får et netværk forærende, men man skal være indstillet på, at det betyder, at man deltager, tager ansvar og bidrager uopfordret – også med det muligvis meget lidt, man kan. Hvis man blot forventer, at de andre gør en indsats for fællesskabet, bliver man en passiv beboer, der lige så godt kunne bo i et anonymt lejlighedskompleks.

Hvad så, hvis jeg ikke kan?

Den store akilleshæl ved de fleste seniorfællesskaber er aldersgrænsen. De fleste har en nedre aldersgrænse – man skal som regel være over 55-60 år, ikke have hjemmeboende børn og ”være selvhjulpen”, som det hedder. Men de færreste seniorbofællesskaber har defineret en øvre aldersgrænse. Kan man virkelig blive for gammel til at flytte i seniorfællesskab?

Ja – efter min mening. I øjeblikket sker der det, at mange seniorfællesskaber bliver en forgård til plejehjemmet. Fordi vi bliver ældre og ældre, flytter vi ikke ud før plejehjemmet. Mange, der er flyttet i seniorfællesskab tidligt for at være sammen med jævnaldrende, oplever derfor at blive fysisk svagere samtidig. Når der skal ryddes op i fælleshuset, møder de fleste op med rollator og kan ikke nå de øverste hylder eller tage fat med  fejekosten, selvom de virkelig gerne ville bidrage til fællesskabet.

Der er heller ingen yngre, der flytter ind, for de ønsker ikke at flytte ind i et oldingefællesskab.

Øvre aldersgrænse må indføres

Det mærkes stadig tydeligere, at de eksisterende seniorbofællesskaber ikke har nogen øvre aldersgrænse. Det kan hindre, at nye generationer kommer til. Nogle af de private bofællesskaber må regne med, at deres andelsfællesskaber bliver opløst. Og de almennyttige boligforeninger må indse, at det ikke nytter noget at følge anciennitet på ventelisten, hvis man vil undgå at blive et præplejehjem. Det ville være bedre for alle typer seniorfællesskaber at praktisere en egentlig visitation for at sikre, at nye tilflyttere ikke har samme alder som de eksisterende beboere.

Enkelte seniorbofællesskaber er begyndt at indføre en maksimumalder – fx 70 år for den yngste i et par. Det kan være vigtigt at indføre sådanne begrænsninger, allerede når seniorbofællesskabet etableres, for ellers kan det nemt blive for sent.
Så husk at se på gennemsnitsalderen i det seniorbofællesskab, du overvejer at flytte ind i. Der er sådan set ikke noget i vejen med et oldekolle, men der kan blive tale om visse fysiske begrænsninger for aktiviteterne.

Vi mangler små boliger

”Jamen, hvor skal jeg så bo”?, kan jeg høre mange seniorer spørge. Det er jo sjovt nok sådan, at de fleste først synes, de er ”gamle nok” til at flytte i et bofællesskab, når de har rundet pensionsalderen. Mere end én gang har jeg hørt 60-65-årige sige: Jeg er da for ung til at flytte i seniorbofællesskab. De vil simpelthen ikke associere sig selv med noget, der kaldes senior.

Det er et kæmpe problem, som kun bliver større, jo flere gamle vi bliver. I 2040 vil hver fjerde borger være over 65 år. Der mangler boliger til dem, der er for unge til at flytte på plejehjem og for gamle til at bo i seniorbofællesskaber. Der mangler i det hele taget mindre boliger til et stigende antal singler og til seniorpar, der ikke længere vil bo i deres store villaer, men som ikke på boligmarkedet kan finde mindre boliger, der er til at betale for en eller to folkepensioner. Det er en stor mangel, som vi kommer til at diskutere i de kommende år. Men det er så en helt anden historie.