Nylig aktieoptur er en del af de vilde rutsjeture på aktiemarkedet

Globale aktier har haft stærke uger den seneste tid, men investorer skal ikke tage alle glæderne på forskud. Selv om pilen på aktiemarkedet peger opad på længere sigt, vil vi fortsat se store udsving.
I takt med at centralbankerne har grebet ind, er den største uro dog bag os, forklarer chefstrateg Andreas Østerheden.

Som aktieinvestor har man de seneste uger fået et tiltrængt plaster på et ellers blødende sår fra de store fald på aktiemarkederne oven på corona-krisen. Siden bunden i marts er globale aktier steget med næsten 23 pct. Men chefstrateg Andreas Østerheden advarer mod forventninger om, at krisen på aktiemarkedet er ovre – selv om udsigterne på aktiemarkedet på længere sigt ser stadig lysere ud. 

”Årsagen til de fine stigninger skal især tilskrives den store velvilje blandt regeringer og centralbanker til at understøtte økonomierne, ligesom vi også ser, hvad der ligner en fortsat bedring i antallet af smittede mange steder i verden. Samtidig er der udsigt til en snarlig genåbning af de store økonomier. Men usikkerheden er dog ikke ovre. Det nuværende miljø gør det ekstra svært at vurdere, hvad investorerne har indregnet i priserne i en tid, hvor centralbanker og regeringer kommer med historiske hjælpepakker, og økonomien samtidig er midt i en historisk nedtur,” forklarer Andreas Østerheden og peger på det paradoksale i, at aktierne er steget med næsten 23 pct. i samme periode, som 22 millioner amerikanere har meldt sig som ledige.

Han vurderer derfor, at investorer skal indstille sig på, at de store udsving på markederne vil fortsætte i hvert fald de kommende måneder. Det betyder, at store kursstigninger kan blive afløst af bratte fald. 

Med en global økonomi, som ser ud til kun at genåbnes gradvist, er det vores vurdering, at det nok er meget optimistisk, at økonomien kommer meget hurtigt op i gear igen.
Andreas Østerheden

”Med en global økonomi, som ser ud til kun at genåbnes gradvist, er det vores vurdering, at det nok er meget optimistisk, at økonomien kommer meget hurtigt op i gear igen. Vi hælder derfor til, at usikkerheden ikke er ovre for aktier endnu, og vi vil kunne se nye udsving i takt med, at de negative økonomiske nyheder vil rulle ind – ikke mindst i løbet af de kommende ugers regnskaber,” siger Andreas Østerheden.

Han peger dog på, at det i et marked som dette er praktisk talt umuligt at ramme, når aktiemarkedet er højest og lavest helt perfekt. Andreas Østerheden anbefaler derfor, at man i stedet holder fast i sine investeringer og sin investeringsprofil. Samtidig er han fortrøstningsfuld på aktiers vegne på lidt længere sigt, og han vurderer, at hvis vi ser et år frem, så vil aktier trods udsvingene give et afkast, der ligger markant over gennemsnittet. Han anbefaler også, at man som investor holder fast i sine obligationsinvesteringer, fordi de netop fungerer som en stødpude i urolige tider som i øjeblikket på aktiemarkedet.