Det bliver derfor en voldsom og dyr kamp mod tiden, hvis Paris-målsætningen om at begrænse jordens temperaturstigning til 1,5 gr. C over det førindustrielle niveau skal kunne opfyldes. En målsætning, som blev bekræftet på det netop overståede COP27 i Sharm el-Sheik i Egypten og som ifølge Det Internationale Energi Agentur kræver årlige investeringer i vedvarende energi på omkring 5.000 mia. USD, svarende til 5pct. af verdens BNP, frem til 2030. Set i lyset af den nuværende energikrise og dramatiske rentestigning, virker det nærmest som en uoverkommelig opgave, der under alle omstændigheder kræver en internationalt koordineret indsats, hvor den finansielle sektor fra centralbanker til institutionelle investorer skal spille en hovedrolle i finansieringen af den grønne omstilling.

Men det er også essentielt, at ESG, som står for Environment (miljø), Social (samfund) og Governance (ledelse), bliver en del af erhvervslivets DNA snarest muligt. For uanset hvordan man vender og drejer det, bliver en efterlevelse af ESG-taksonomien ’license to operate’ i fremtiden.

Og at det kun kan gå for langsomt med at omfavne miljøet illustreres af, at kloden er på vej mod en temperaturstigning på 2,5 gr. C ved udgangen af det 21. århundrede, hvis udviklingen bare sættes på automatpilot. I det scenario vil klimakatastroferne nærmest stå i kø og de økonomiske omkostninger være uoverskuelige for især de fattigste af verdens lande, som i dag har mindst råd til at investere i den grønne omstilling. I den forbindelse er det da også værd at fremhæve, at et af hovedresultaterne fra COP27 var beslutningen om at oprette en fond under FN, som skal betales af de rige lande og anvendes til at finansiere klimarelaterede tab og ødelæggelser i de fattige lande. En beslutning, som må anses for at være fair al den stund, at det er de rige lande, som historisk har haft langt de største CO2-udledninger, mens de fattige lande til gengæld har fået påført klimakonsekvenserne af de fossile afbrændinger, som har gjort vesten rigt.

Om det også vil være tilfældet fremover, må tiden vise. Historien tilsiger, at en stadig større del af de fossile udledninger vil stamme fra de lande, som bevæger sig hurtigst op ad velstandsstigen og som oplever den største befolkningsfremgang. Derfor må ESG også på dagsordenen i U-landene, ligesom det må tilstræbes, at de rige lande går forrest med grønne investeringer og teknologioverførsler også til den del af verden. Ellers risikerer det, at være nærmest ligegyldigt, at klodens befolkning er sat til at kulminere omkring år 2080 med omkring 10,4 milliarder mennesker.