Turbulensen er stilnet af – men handelskrigen raser videre

Over de seneste dage er markederne begyndt at stabilisere sig oven på den voldsomme uro, der opstod, efter at Trump 2. april annoncerede nye høje toldsatser. Efter weekendens udmelding om, at USA vil undtage smartphones og andre elektroniske produkter fra de tårnhøje toldsatser på import fra Kina, er investorer blevet mere overbeviste om, at der vil komme yderligere lempelser af toldsatserne fra 2. april. Man må formode, at topcheferne fra de store amerikanske tech-virksomheder har lagt massivt pres på Trump, da en told på 125 % på importerede varer fra Kina ville skabe store udfordringer for forsyningskæderne og prissætningen af deres produkter. Tag for eksempel Apple, hvor cirka 90 % af produktionen bliver samlet i Kina.

Derudover har der løbende været nyheder om, at USA gør fremskridt i forhandlingerne med EU, Japan og andre nationer, hvilket også har skabt forventninger om, at toldsatserne vil blive reduceret.

Obligationsrenterne faldet til ro

Det har desuden været en stor lettelse, at de amerikanske obligationsrenter også er begyndt at stabilisere sig, da netop den kraftige rentestigning var en af hovedårsagerne til sidste uges uro på de finansielle markeder. Renten på den 10-årige amerikanske statsobligation steg næsten 0,5 procentpoint i sidste uge – den største ugentlige stigning i 24 år. Det er altså ikke kun på aktiemarkederne, at vi har været vidne til historiske bevægelser for nylig. De markante rentestigninger var desuden en hovedårsag til, at Trump begyndte at trække i land på sine toldsatser, og det er tydeligt, at det ikke er faldende aktiekurser, der kan få ham til at ændre kurs – men at det er obligationsmarkedet, som i højere grad kan disciplinere de amerikanske politikere.

Læs også Obligationsmarkedet satte Trump på plads

Nye handelsrestriktioner mellem USA og Kina

I går aftes (15. april, red.) vendte stemningen dog igen, da spændingerne mellem Kina og USA atter eskalerede. USA meldte ud, at de vil indføre nye eksportrestriktioner på Nvidias H20-chips til Kina, og der gik rygter om, at Trump overvejer at pålægge told på kritiske mineraler. Oven i det kom en artikel fra Bloomberg, som rapporterede, at Kina har bedt deres flyselskaber om at stoppe modtagelsen af amerikanske Boeing-fly samt at indstille køb af amerikansk luftfartsudstyr. Toldkrigen mellem Kina og USA raser altså videre, og der er indtil videre ikke tegn på, at hverken Trump eller præsident Xi er villige til at give efter i magtkampen. Begge parter har meget på spil – spørgsmålet er, hvem der blinker først.

Også knas i forhandlingerne mellem EU og USA

Ud over de tiltagende spændinger mellem Kina og USA er der også tegn på, at forhandlingerne mellem USA og Europa er gået i hårdknude, efter EU's handelskommissær Maroš Šefčovič forlod et møde med amerikanerne i frustration over, at han ikke kunne få klarhed over deres egentlige mål. Alt i alt er vi gået fra en situation i begyndelsen af ugen, hvor det så ud til, at handelskrigen var ved at ebbe ud, til nu, hvor forhandlingsfronten igen ser mere dyster ud.

Knap så store skvulp på markederne

Ikke desto mindre er stormen på markederne stilnet lidt af, og aktiemarkederne i både USA og Europa har siden torsdag i sidste uge oplevet et mindre comeback – selvom aktierne stadig er et godt stykke fra at have indhentet det tabte. S&P 500-indekset ligger for eksempel stadig 12 % under toppen fra midten af februar. Jeg forventer, at der fortsat vil være en vis nervøsitet på markedet, så længe der er så stor usikkerhed omkring, hvor toldsatserne ender.

Data ser gode ud, men er fra før toldkrigen

Det helt store spørgsmål er, hvordan al denne usikkerhed påvirker den økonomiske aktivitet. Tillidsindikatorer fra erhvervslivet og forbrugerne i både USA og Europa er helt i bund, men indtil videre ser andre nøgletal for den økonomiske aktivitet udmærkede ud. De regnskaber, der er offentliggjort for første kvartal, har også været gode. Men al den data, vi har på nuværende tidspunkt, relaterer sig til perioden før handelskrigen for alvor brød ud i begyndelsen af april – og har derfor begrænset værdi, når vi skal vurdere, hvilken effekt tolduroen får på væksten fremadrettet.

Hold fast i dine investeringer, og få stigningerne med

Indtil videre må man væbne sig med tålmodighed og være indstillet på, at turbulensen ikke er ovre endnu. Det er for tidligt at drage negative konklusioner om vækstudsigterne, og vores klare anbefaling er fortsat, at man holder fast i sin investeringsstrategi. Som vi så i sidste uge, kan markedet meget hurtigt vende – selv små positive overraskelser kan løfte aktiekurserne, når stemningen er så negativ som nu. Men vi har brug for mere afklaring – både i forhold til nye handelsaftaler, der skal falde på plads, og endnu vigtigere: hvor stor skade usikkerheden har påført økonomierne rundt omkring i verden.