Valget i USA

Right

Webinar 7. november kl. 17: Hvad er udsigterne for aktiemarkedet efter præsidentvalget i USA, og hvilken betydning har det for dine investeringer, at USA har fået en ny præsident? Hør chefstrateg Josephine Cettis bud.

Efter Kamala Harris trådte ind i valgkampen, oplevede Demokraterne en stærk fremgang i meningsmålingerne. Hun førte klart i starten, men senere har Trump indhentet hende, især i vigtige svingstater som Pennsylvania, Georgia og North Carolina. Bookmakerne viser nu en fordel til Trump, og det kan skyldes, at hans vicepræsidentkandidat, J.D. Vance, klarede sig godt i en debat.

Den, der vinder præsidentvalget, vinder sandsynligvis også flertallet i Repræsentanternes Hus. Her har republikanerne i øjeblikket flertal, mens Demokraterne har et lille flertal i Senatet. Hvis Harris vinder, kan vi forvente en splittet kongres, hvor Demokraterne styrer "Huset", og Republikanerne har flertal i Senatet. Hvis Trump vinder, kan Republikanerne få flertal i begge kamre, hvilket vil give ham større politisk handlekraft.

Aktiemarkedets reaktion

Hvordan aktiemarkedet reagerer på valget, afhænger meget af, hvem der vinder Kongressen. Hvis Harris vinder, men Kongressen er splittet, kan det blive svært for hende at få sine skatteplaner igennem. Dette kan være positivt for markedet, da der ikke vil være store ændringer i den økonomiske politik. Markedet har indtil videre ikke reageret negativt på hendes forslag om at hæve selskabsskatten, fordi det ikke forventes, at hun kan få det igennem.

Hvis Trump vinder, vil aktiemarkedet sandsynligvis reagere mere positivt på kort sigt, fordi hans politik med lavere skatter og mindre regulering er mere markedsvenlig. Men på længere sigt kan hans handelspolitik skabe usikkerhed.

Hvilke sektorer påvirkes mest?

Det er svært at sige præcis, hvilke dele af aktiemarkedet der vil blive mest påvirket af valget, men eksperter er enige om, at grønne aktier vil klare sig bedre under Harris, mens olie- og gasselskaber vil have gavn af en Trump-sejr. Trumps politik om lavere skatter og mindre regulering kan også gavne sektorer som banker, teknologi, medicinalindustri og små virksomheder..

På den anden side kan Trumps toldpolitik skabe bekymringer på længere sigt, da højere toldsatser kan skade den globale økonomi og øge inflationen i USA.

Toldsatser og handel

Trump har sagt, at han vil hæve tolden, især på varer fra Kina, hvilket kan ramme den globale økonomi hårdt. Hvis toldsatserne stiger, kan det også føre til højere renter i USA på grund af øget inflation. Det er dog usikkert, om Trump kan få Kongressen med på disse toldstigninger, selv hvis Republikanerne får flertal i begge kamre.

Hvis Trump vinder, vil markederne sandsynligvis fokusere på skattelettelserne og ikke så meget på toldsatserne lige med det samme, hvilket kan skabe optimisme på kort sigt. Men på længere sigt kan der opstå bekymring, hvis Trump rent faktisk hæver tolden.

Hold fast i din langsigtede strategi

Valget kan skabe kortsigtet uro på aktiemarkedet og have betydning for udvalgte sektorer, men ser man på historien, har det ikke haft den store betydning for aktieafkastet, om det er en demokrat eller republikaner, der sidder i Det Hvide Hus.

Den bedste langsigtede strategi har været at holde fast i sine investeringer, uanset hvem der vinder. Når alt kommer til alt, ønsker ingen ny præsident at indføre en politik, der skader væksten og øger arbejdsløsheden. Og mon ikke det i sidste ende bliver, som det oftest gør i politik – nemlig at ingen af de to kandidater for alvor kommer igennem med den politiske agenda, de har kørt valgkamp på.