Danskerne elsker at arbejde – men mange af os har også brug for pauser

”Det er nemt at sige, at livspauser handler om forkælede folk med hævesænkeborde, men ærgerligt hvis det budskab løber med debatten. For det dækker kun en meget, meget lille del af pauserne og kan betyde, at vi ikke tager den grundlæggende problemstilling i arbejdslivet alvorligt. Og det bør vi,” siger Peter Busch-Jensen, som er lektor i psykologi med speciale i arbejdsliv på Institut for Mennesker og Teknologi (IMT) på Roskilde Universitet.

Det delte arbejdsliv

Problemstillingen er, at vi danskere generelt er rigtig glade for at arbejde – men at vi samtidig virkelig har arbejdsmæssige udfordringer. Så på den ene side har vi et sprog om et arbejdsliv, fyldt med mening og indflydelse, hvor mange gladeligt arbejder i weekenden, fordi det er spændende. I den gruppe er det en ny trend, at vi tør stille spørgsmål til indretningen af arbejdslivet og handle på de svar, vi finder.

”Når vi giver så meget ekstra til vores arbejde i form af engagement, kreativitet og fleksibilitet, forventer vi også mere den anden vej. For eksempel muligheden for at tage en pause, hvis vi har et barn eller en forælder, der trænger til ekstra opmærksomhed, eller selv har brug for et pusterum for at få kreativitet og arbejdsglæde tilbage,” forklarer Peter Busch-Jensen.

På den anden side er det et sprog om arbejdslivet, der kun beskriver virkeligheden for nogle af os. Mange danskere, som sjældent kommer til orde, har et ganske hårdt arbejdsliv. De tager pausen for at undgå, at familien eller ryggen bryder sammen.

”Mange af os forventer en mulighed for at tage en pause, fordi vi er super glade for at arbejde, men også vil have noget retur for indsatsen. Men der er også danskere, som ganske enkelt slås med at få enderne til at mødes, få kroppen til at holde og finde mening i den store arbejdsindsats, fordi de har langt mindre indflydelse, skæve arbejdstider etc.,” siger Peter Busch-Jensen og tilføjer:

”Og oplever man, at det er svært at finde frihed i ens arbejde, begynder tanken om frihed fra ens arbejde naturligvis at fremstå tillokkende. For det er afgørende, hvor meget indflydelse vi har, hvilke betingelser vi arbejder under og ikke mindst, om vi føler, at vi har frihed til at løse vores opgaver på en måde, vi finder meningsfuld og derfor giver os arbejdsglæde.”

Læs: Sådan finansierer du pauser i arbejdslivet

Det stressede arbejdsliv

I det perspektiv er endnu flere danskere udsatte. Hver dag er i gennemsnit 35.000 danskere sygemeldt med arbejdsrelateret stress, hvilket koster samfundet cirka 55 milliarder kroner om året. Ikke mindst hos sundhedspersonale og velfærdsprofessionelle, hvor det ikke bare handler om at være forkælet, hvis man trænger til en pause, men om at man slås med at finde mening.

”Vi har i nogen tid talt om forråelse som en forsvarsmekanisme mod afmagt, men nu er også moralsk stress et begreb: Frem for at føle meningsfuldhed, fordi man har hjulpet en syg patient, en udsat borger eller et barn i skolen, så føler man, at man har svigtet, fordi det faglige råderum er blevet for lille i et system, hvor man ikke længere kan hjælpe, men blot ekspedere folk,” forklarer Peter Busch-Jensen.

Det intense arbejdsliv

Oveni det kan lægges, at arbejdstid ikke bare er arbejdstid. Siden 1990 har vi haft en 37-timers arbejdsuge, og den sammenligner vi ofte med en tidligere arbejdstid på 60 timer om ugen. Men det var i realiteten kun i en kort periode i menneskets historie, at vi har arbejdet så meget. Den øvrige tid har vi arbejdet langt mindre, og vigtigere endnu er 37 timers arbejdstid i 1990 ikke nødvendigvis helt det samme som i 2025.

”Mens vi har fastholdt den samme ugentlige arbejdstid, har vi oplevet en kæmpe produktivitetsstigning. Så selv om mange af os stadig kaster os ind i arbejdet med glæde, så er det blevet mere intenst at gå på arbejde; for mange så intenst, at man måske i mindre grad spiser frokost med sine kollegaer eller tillader sig at sludre lidt ved kaffemaskinen. I stedet er vi en smule mere drænede og har måske også noget mindre overskud til andre ting, når vi kommer hjem,” siger Peter Busch-Jensen.

Han opfordrer til, at vi ikke kun debatterer arbejdstid i timer, men også taler om den i indhold og intensitet. Ikke mindst dér hvor vores sprog om arbejdslivet kun beskriver virkeligheden for nogle af os.

”Vi har indrettet vores arbejdsliv, så vi mere eller mindre skal arbejde det samme antal timer, uanset hvor vi er i livet, eller hvad vi beskæftiger os med. Men livet er ikke stabilt, og belastningen ikke ens,” siger Peter Busch-Jensen.

Derfor mener han, det ville være sundt, hvis vi blev bedre til at tænke vores arbejdsliv lidt omvendt; ikke kun fra arbejdets rammesætning, men fra et bredere perspektiv på livet, som den egentlige ramme; et liv, der bølger frem og tilbage, og et arbejdsliv, der kan indrettes derefter. For det er ikke alle, der kan leve op til samfundets krav, og mange vil have brug for at kunne gå ned i tid eller på pension før den officielle pensionsalder.

”Pauser er ikke noget, der først er aktuelt, når man fylder 60 eller 70. Og bliver der bedre tid til dem undervejs i livet, har vi måske også mindre brug for dem senere. Derfor er det vigtigt, at vi får indrettet et arbejdsmarked, som ikke bare fokuserer på work-life-balance, men på life-work-balance, så arbejdet passer til vores øvrige liv og ikke omvendt.”

Læs om familien Engström, der åbnede en familiecafe, da en af sønnerne blev uhelbredeligt syg