Dengang Troels Engström var 22 år og bartender på Café Svej i Aarhus, var han kisteglad; en følelse i kroppen af, at verden og livet var helt rigtigt. Du er her. Lige nu. Alt er godt.
”Den lykkefølelse har jeg båret med mig siden. Og når jeg undervejs i min karriere har været stresset og frustreret, har jeg altid tænkt, jeg ville tilbage til den følelse; lykkeglimt, som blev skabt i kontakten med cafégæsterne,” fortæller Troels Engström.

Men så tog det ene job det andet; et salgsjob i værktøjsvirksomheden Würtz førte til jobbet som salgsdirektør hos EBay og Bilbasen, som ledte til rollen som salgsdirektør hos Jysk Fynske Medier, der blev vekslet til titel af kommerciel direktør i JP/Politikens hus, som igen ledte til et job som salgsdirektør ved Jobindex, der for to år siden gav mulighed for at begynde i drømmejobbet som landedirektør i Karnov Group.
”Jeg har haft en regel for mig selv om, at jeg ikke måtte sige nej til de job, jeg er blevet tilbudt. Sådan har det ene spændende job taget det andet i min karriere, hvor jeg heldigvis altid har haft den kontakt med mennesker, som jeg elsker. Men drømmen om caféen og det frie liv forsvandt dog aldrig,” siger 50-årige Troels Engström.
Kræftdiagnose åbnede døren til gammel drøm
Men pludselig blev et nej nødvendigt. For den dag, Troels Engström fik at vide, at han havde fået stillingen hos Karnov Group, var også den dag, han og hans hustru, Karina, fik at vide, at deres ældste søn, 30-årige Sebastian, har uhelbredelig kræft.
”Nogle gange tvinger livet os til at stoppe op og genoverveje vores prioriteter. For selvom jeg kæmpede med Karnov, mens Sebastian kæmpede med kemo, måtte jeg hurtigt sande, at jeg ikke kunne være der for familien i den grad, jeg ville. Tiden var simpelthen for dyrebar til, at vi ikke var mere sammen,” husker Troels Engström, der foruden Sebastian har sønnen Oscar på 27 og datteren Klara på 19.
Erkendelsen åbnede en dør til den gamle drøm om en café, glæde og lykkeglimt, og da Albis Kaffe- & Vinbar i Hornbæk blev sat til salg, slog familien til.
”Sebastians sygdom har fået os til at tænke over, hvad der virkelig betyder noget. Og nu har vi taget en beslutning, der samler os som familie om noget, der giver os glæde – god kaffe, dejlig vin og et fælles projekt, hvor vi kan skabe noget sammen,” siger Troels Engström.
Læs: Danskerne elsker at arbejde, men mange af os har også brug for pauser
Hård start – og lys forude
Han er den daglige leder, som nu er gået fra at styre en virksomhed til at styre kaffemaskinen i familiens fælles café – og resten af alt det, der følger med både cafédrift og livstruende sygdom.
”Vi har sommerhus i Hornbæk og er de seneste seks år kommet på kaffebaren, som vi er dybt forelskede i. Så det hele faldt ligesom i hak, og jeg så for mig, hvordan vi i bedste Soprano-stil ville få et familiepizzeria, som så bare var en kaffebar. Men starten har været en lidt anden,” fortæller Troels Engström med et smil.
For de første uger var præget af lettere panik. Han kørte i pendulfart til grossisten for at hente rucola og mozzarella for blot at finde ud af, at de også manglede tandstikkere og servietter, så han måtte afsted igen. Det gjorde ondt i ryg og hænder af konstant at vaske op og lave kaffe. Og i hovedet af at skulle forholde sig til en vagtplans-app, livet med en revisor og hvor meget mælk, der skal bruges på en dag.
”Den første tid har vi faktisk set mindre til hinanden. Men det lysner nu, hvor vi har bedre overblik over lager, personale, menu og råvarer. Jeg bruger mine gamle færdigheder med at trække data ud af det materiale, jeg har fået fra de tidligere ejere, samtidig med at vi på rekordtid har lært lokalsamfundet utroligt godt at kende, hvor alle omkring os støtter op omkring Albis og vores projekt på en helt fantastisk måde,” siger Troels Engström.
Spring ud i dine drømme
Så selv om begyndelsen har været hård, og Troels Engström endnu ikke kan nøjes med at tulle rundt i cafeen og høre jazz og servere espresso, har familien alligevel allerede fået lige netop det, den drømte om: Et samlingspunkt, de er fælles om, midt i alt det svære.
”Cafeen er en glæde at tale om – og være sammen om. Den er vores; noget der kan gå videre til børnene, og som gør, at vi nu fylder vores tid med noget, som er fælles – og positivt. Så selv om vi lægger mange timer i stedet, så har jeg vitterligt fundet den samme glædesfølelse, jeg havde som ung bartender. Glæden i kroppen ved at lave det, jeg virkelig har drømt om at gøre i mange år, og som lever op til det, jeg havde håbet på, fordi familien er en del af det,” siger Troels Engström, der godt ved, at det kan virke banalt at sige til andre, at de bare skal løbe efter deres drømme.
”Jeg er ikke modigere end andre mennesker, men fik et hårdt skub af livet, som gjorde, at vi tog en hurtig beslutning. Men selv om der er risiko for, at noget kan gå galt, så vil jeg alligevel sige, at det gælder om at springe ud i dine drømme. For tiden går alligevel, og hvis du ikke gør noget, risikerer du at sidde som gammel og tænke på, hvad du skulle have gjort. Vi har erfaret, hvor hurtigt livet kan ændre sig, og når livet slår kolbøtter, trænger de uforløste drømme sig på hurtigere og mere brutalt. Men alle kan bruge mere glæde og nærvær med deres kære. Så prøv dine drømme af. Se, hvad der sker. Livet er dét værd.”
Tak for dit svar.
Det er altid dejligt at have noget at se frem til, men mange drømme handler om prioriteringer og økonomisk og praktisk planlægning.
I denne artikel får du en række konkrete råd til, hvordan du kan få råd til din drøm.