Julegaverne stiger med 11 pct. i skyggen af Covid-19

Par windowshopper

Vidste du, at:

To ud af tre danskere splejser om store såvel som mindre julegaver.

Loft over julebudgettet? Ja, det har hver femte dansker, selvom der er højt til budgetloftet. Deres smertegrænse ligger i gennemsnit på 5.130 kr. alt inklusive for julen, og hvad den indebærer.

Hver femte dansker køber second hand-gaver i større eller mindre omfang. Og det er især de yngre generationer, der køber brugte ting som gaver.

I år får gaverne vokseværk landet rundt, mens madudgiften falder de fleste steder. De fleste danskere vil holde jul, som de plejer – restriktioner eller ej. Det viser en ny måling, som YouGov har gennemført for Nordea.

Regningen for julen alt inklusive bliver større de fleste steder i landet i år, og uanset hvor man bor, peger gavebudgettet opad. De øvrige udgifter til mad og julefrokoster falder dog de fleste steder, hvilket giver mening, når julefrokoster i høj grad er et lukket kapitel i år.  
- Inklusive gaver og mad m.m. ventes julen at koste 5.500 kr. mod 5.140 kr. sidste år. Og hele stigningen veksles til gaver. Udgifterne afhænger af indkomsten. I hjem med høj indkomst bruger man to og en halv gange så meget på både gaver og alt det andet end i familier med lav indkomst, siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.

Danskerne har god økonomi
Målingen fra Nordea viser, at dem, der skruer op for juleforbruget, forklarer det med et større rådighedsbeløb i år, samt at nedlukningen faktisk har gavnet deres økonomi. Dem, der skruer ned, siger selv primært, at de samles færre i år, og dertil kommer en ringere privatøkonomi.

-Dansk økonomi har det bedre end ventet. Især har boligejerne grund til optimisme, da boligpriserne steg med 5,6 pct. fra februar til oktober. Det eneste sted i landet, hvor boligpriserne faldt i perioden, er i Nordjylland med 0,4 pct. Når boligpriserne stiger, veksles optimismen til forbrug og omvendt. Det er bestemt vigtigt at forstå, når man spekulerer på, hvorfor nordjyderne samlet set skruer lidt ned for juleforbruget i år, siger Ann Lehmann.

Julegaver på kredit? Nej tak
Der er to ting, som danskerne ikke gør. Den ene er, at de stort set ikke køber julegaver for lånte penge, og slet ikke i år, og den andet er, at de stort set heller ikke rejser på kredit.

-De berømte feriepenge er allerede fyret af de fleste steder, så julegaverne bliver købt og betalt for de penge, der står på løn- og opsparingskonti, siger Ann Lehmann.

De fleste danskere holder jul, som de plejer uanset Covid-19
Vi har levet med restriktioner siden marts i større eller mindre omfang. Men juleaften lader vi ingen pille ved. 55 pct. af os vil gøre, som vi plejer og bliver det samme antal eller flere om bordet i år. Kun 22 pct. vil samles færre under hensyn til Covid-19-anbefalingerne.

-Juleaften er fredet. Og blandt pensionisterne er det hele 61 pct., der ikke ændrer et komma ved juleaften. Vi har øvet os hele året i at være sammen på afstand – selv i familien, siger Ann Lehmann Erichsen.